MEMO – June 21, 2000

Om Ross Jacksons baggrund for at udtale sig:

Ross Jackson, phd i økonomi, har arbejdet professionelt med valutaforhold i ca. 20 år. Han stiftede i London i 1987 et af verdens første specialistfirmaer i valutaforhold, Gaiacorp, der har forsket i valutamarkedet i flere år med et 8-mands forskerhold. Gaiacorp har dog aldrig drevet erhverv i Danmark.

Ross Jackson er også formand for den almennyttige danske forening Gaia Trust, moderselskab til Gaiacorp, der har støttet forskellige “grønne” projekter med ca. 100 millioner kr. over de sidste ti år med overskuddet fra Gaiacorp.

Ross Jackson har for nyligt udgivet bogen “I fuld gang” om hans forvandling fra traditionel forretningsmand til forkæmper for den globale økosamfundsbevægelse som et modspil til den kommercielle globalisering.

Efter den seneste tids debat om euroen kan jeg som valutakyndig ikke længere lade være med at blande mig. Et nej til euroen behøver ikke at give Danmark problemer, men vil tvært imod give muligheder for en mere perspektivrig politik.

Sammenfatning

Jeg er således aldeles enig med de økonomiske vismænds vurdering. Et nej bør ikke føre til andet end mindre og kortvarigt uro på valutamarkedet. Det væsentlige i denne forbindelse er en stærk danske økonomi, og at regeringen fortsætter med at drive en inflationsbekæmpende politik. Vismændene nævner også, at den såkaldte “fastkurspolitik” bør tages op til overvejelse i tilfælde af et “nej”, og at en flydende dansk krone er et realistisk alternativ.

Det kan jeg ikke alene bifalde, men jeg vil gå et skridt videre, nemlig kraftigt anbefale at Danmark efter et “nej” lade kronen flyde frit overfor euroen. En overgang til en flydende valuta efter et “nej” kan gøres stille og roligt og er i Danmarks langsigtede interesse.

“Fastkurspolitik” er et uheldigt og misvisende navn, fordi det væsentlige i begrebet er inflationsbekæmpelse, og ikke den faste kurs som sådan. Den samme politik kan og bør principielt gennemføres med en flydende kurs efter et “nej”.

Derimod vil en fortsat binding til euroen efter et “nej”, hvilket tilsyneladende er regeringens hensigt, faktisk være en invitation til et spekulativ angreb mod Nationalbanken i fremtiden, når den danske økonomi og Eurolands økonomi afviger nok fra hinanden. En langt bedre strategi er at fortsætte samme inflationsbekæmpende politik som nu, men med en flydende kurs overfor euroen, ligesom Sverige og Storbritannien har gjort med stor succes i de senere år.

Personligt anbefaler jeg et “nej” til euroen, fordi Danmark så beholder bedre kontrol over sin egen økonomi i fremtiden. Ydermere vil et “nej” sende et stærkt signal til verden mod den kommercielle globalisering, som jeg ser som en trussel mod vores og andres kultur.

Med en flydende dansk krone kan renten efter et “nej” på længere sigt lige så godt blive lavere som højere end Eurolands rente med en flydende dansk krone. Det er forkert at påstå, som nogle euro-tilhængere gør, at den danske rente altid vil være højere end euro-renten efter et “nej”. Det er korrekt, at Danmark uden for euroen alt andet lige må betale en mindre likviditets-præmie på ca. 0.25 % i forhold til euroen. Men det er kun en mindre del af sandheden, for alt andet er ikke lige. Det vigtigste for renteudviklingen er hvilken økonomisk politik, der bliver ført i henholdsvis Danmark og Euroland.

Magten over pengeforsyningen

Den væsentligste forskel på spørgsmålet om euro versus krone er hvem der styrer landets pengeforsyning, og dernæst efter hvilke principper pengeforsyningen styres.

Et eksempel på det kan hentes fra amerikansk historie. Abraham Lincoln, der af mange historikere betragtes som USA’s største præsident, kæmpede for statens ret til at udstede penge og vandt i sit opgør med de private banker. Hans problem var hvordan han skulle finansiere borgerkrigen i 1860´erne på et tidspunkt, hvor statens kasse var tom. Han ville ikke stifte statsgæld ved at låne fra de private banker, men fik i stedet kæmpesucces med at lade staten udstede “greenbacks”, dollars, som kunne bruges bl.a. til at betale skatten med.

Han sagde meget klart at: “Den, der kontrollerer pengeudstedelsen, kontrollerer samfundet”. Kort efter blev han myrdet. De private banker generobrede eneretten til pengeudstedelse, og har beholdt den siden. Det vil nok overraske de fleste at høre, at den amerikanske centralbank , “The Federal Reserve Bank”, trods navnet er slet ikke en del af staten, men en privat bank, og at pengeudstedelsen i praksis kontrolleres af de store New York-banker. I Danmark kontrolleres pengeudstedelsen af den statsligt ejede Nationalbank, og ifølge grundloven har kongen eneret til at udstede “den danske mønt”.

Den Europæiske Centralbanks politik

Situationen med den Europæiske Centralbank (ECB), en uafhængig institution, der har eneret til at styre pengeforsyning i Euroland, er en anden en USA’s, og dog med visse paralleller til det amerikanske system. Den største betænkelighed jeg har med ECB er dens meget stramme målsætning, skrevet ind i dens vedtægter, om at den først og fremmest skal sørge for prisstabilitet i Euroland, på bekostning af arbejdsløshedsbekæmpelse eller andre politiske mål. ECB’en kontrolleres af professionelle bankfolk og vil ifølge egne vedtægter ikke tolerere “politisk” indblanding. Der er en verden til forskel at være underlagt ECB og på at Danmark holder sig til sit eget møntsystem uden for Euroland.

Lafontaines skæbne

ECB’ens ensidighed i formålsparagraffen erfarede finansminister Oskar Lafontaine, den tidligere formand for SDP og makker med den tyske kansler Schröder, da han sidste år forsøgte at få ECB’en til at reducere renten og opprioritere arbejdsløshedsbekæmpelsen. Efter mange måneders hård kamp var Lafontaine nødt til at overgive sig og erkende, at ECB’ens strenge regler var ubøjelige. Han fratrådte derfor sin stilling med stor skuffelse og bitterhed over hvilket monstrum de Europæiske politikere havde skabt.

Dette opgør mellem den mægtige finansminister fra Europas største økonomi og ECB bekræfter, at ECB’en er ude af politikernes kontrol. I realiteten er det ligesom i Amerika storkapitalens interesser, der varetages, og ikke folkets. Det er det system, Danmark vil blive en del af, hvis vi siger ja den 28. september. Er det virkelig det vi ønsker?

Mere Indflydelse?

Euro’ens tilhængere påstår, at vi vil få “mere indflydelse” hvis vi er med. Men er det rigtigt? Forskellen er, at vores Nationalbank direktør vil få lov til at sidde ved bordet med 17 andre bankfolk og diskutere, om renten skal et kvart point op eller ned. Som Lafontaine opdagede nytter det jo ikke noget at tale politik med ECB, det er ikke deres bord. Kan man med ret kalde det “mere indflydelse” ? Der er under ingen omstændigheder tale om mere politisk indflydelse. Den har vi lige så meget af udenfor Euroen.

Euro 11 gruppen

Men hvad med “Euro 11 gruppen”, som mødes uden Danmark, Storbritannien, Sverige og Grækenland for at diskutere økonomisk politik? Denne gruppe har ingen traktatmæssige beføjelser, og er en ren privat klub stiftet med det skjulte dagsorden at yde pres på de fire lande, der står udenfor Euroland.

Selvfølgelig bør alle femten lande diskutere EU’s økonomisk politik på lige fod, uanset om man har en formel ret til at side rundt om bordet, når euroens rente fastlægges. Danmark og de andre tre lande bør i fællesskab protestere endnu mere mod dette misbrug (Økonomiministeren har protesteret), og insistere på, at alle økonomiske diskussioner fra Euro 11, som ikke specifikt handler om renten, begynder forfra, hvis “de fire” ikke var til stede.

Hvad opgiver vi?

Hvad er det man må opgive herhjemme til gengæld for at komme ind i systemet og få denne tvivlsomme “indflydelse”? Vi må opgive retten til at kontrollere pengeforsyningen i Danmark. Ifølge Lincoln opgiver vi selve retten til at kontrollere Danmark! En ret, der har været årsag til mange krige igennem historien – så vigtigt er det for en national stat. Vi må opgive den politiske frihed til selv at bestemme, om vi på et tidspunkt skulle ønske at prioritere arbejdsløshed eller miljøet eller vækst eller noget andet højere end prisstabilitet.

Det vil ECB’en bestemme fremover uanset hvad Danmark måtte mene, hvis vi går ind i euroen. Pengeforsyningen i Danmark vil i praksis blive bestemt af udenlandske bankfolk. Vi opgiver derved en af de væsentligste økonomiske styringsmuligheder vi har, måske den allervigtigste, når det kommer til stykket. Er det det, vi ønsker? Kan det forsvares at afgive den vigtigste brik i vores suverænitet — retten til at udstede penge?

Sprænger euroen indenfor 10 år?

Min anden betænkelighed med Danmarks indtræden i euroen er, at der er en risiko for at hele systemet går i opløsning indenfor 10 år. Ikke kun på grund af modstand over for dens meget snævre målsætning om prisstabilitet, men mest på grund af de store forskelle i medlemslandenes kulturer og økonomier.

Den økonomiske udvikling vil altid være forskellige i forskellige dele af Europa. Det kan ikke undgås. Der vil opstå lommer af arbejdsløshed i områder, der ikke er konkurrencedygtige fordi inflationen har været højere, eller investeringer i produktivitetsforbedringer har manglet, eller af andre årsager. I gamle dage, før euroen, kunne et sådant område devaluere for at genetablere balancen.

Manglende mobilitet er et problem

Men forudsætningen for at sådanne problemer kan løses i fremtiden i et enkelt valuta-område som Euroland, er arbejdskraftens mobilitet. De arbejdsløse skal flytte til et land der mangler arbejdskraft. Men mobilitet har man ikke i Euroland, i modsætning til USA, fordi vi har så mange forskellige sprog og kulturer. Vil folk i regionerne acceptere at flytte fra deres hjemegn uden videre? Jeg har min tvivl.

Uden mobilitet kan det tage mange års arbejdsløshed, løntilbageholdenhed og økonomiske stramninger at genetablere konkurrencedygtigheden. Præcis dette problem kan meget nemt opstå i Danmark i løbet at kort tid, hvis vi går med i euroen, idet vores inflation i øjeblikket er en af de højeste i Europa. Vi har her en tidsindstillet bombe. Derfor er jeg bange for at der vil opstå meget stor økonomiske spændinger i Euroland i en ikke alt for fjern fremtid, med risiko for en sprængning på grund af forskelle i de enkelte landes økonomier.

EMS’en var bedre end euroen

Faktisk fungerede den tidligere EMS (European Monetary System) udmærket ud fra et teknisk synspunkt. Efter min mening var det et bedre system end euroen, fordi det tillod regionale justeringer. Problemerne med EMS var mere politiske. Politikerne var generelt ikke disciplinerede nok til at administrere den, heller ikke de danske.

De valgte den nemmeste vej ud af lønpresset hver gang, ved først at tillade for meget inflation og siden at devaluere deres valuta, når presset udefra var for stort til at modstå. Ikke bare det, men politikerne devaluerede endda konsekvent deres valutaer for sent af prestigemæssige grunde.

Resultatet var tilbagevendende valutakriser, idet hele verden efterhånden kunne se, at valutakurserne i Europa var politisk bestemt og uholdbare. Det var med denne historiske baggrund, at tyskerne insisterede på at den nye ECB skulle garantere prisstabilitet, og være fri for politisk indblanding. Men ECB’en er gået for langt i den modsatte retning.

Den faste binding til euroen bør opgives

I dag er den danske krone bundet til euroen med et snævre bånd i en fortsættelse af “fastkurspolitikken” fra Schlüters regeringstid i 1982. Den Europæiske Centralbank (ECB) er indstillet på at støtte kronen, hvis den kommer under pres. Fastkurspolitikken var fornuftig i firserne, fordi udlandet havde mistet tilliden til Danmark efter mange års devalueringspolitik, og havde tvunget renten op som modvægt.

Det er nu lykkedes efter flere års konsekvent inflationsbekæmpelse at genetablere tilliden, og renten er i dag i historisk lav. Men et problem lurer, hvis Danmark stemmer “nej” til euroen og vi alligevel fortsætter med en fast binding til euroen, som det er regeringens udtalte politik at gøre.

Det vil jeg fraråde. “Fastkurspolitik” er et uheldigt og misvisende navn, fordi det væsentlige i begrebet er inflationsbekæmpelse, og ikke den faste kurs som sådan. En inflationsbekæmpende politik kan og bør principielt fortsættes med en flydende kurs efter et “nej”. Derimod vil en fortsat binding til euroen efter et “nej”, hvilket tilsyneladende er regeringens hensigt, faktisk være en invitation til et spekulativt angreb mod Nationalbanken på et eller andet tidspunkt i fremtiden, når den danske økonomi og Eurolands økonomi afviger nok fra hinanden.

En flydende valuta er bedst

En langt bedre strategi er at fortsætte den samme inflationsbekæmpende politik som nu, men med en flydende kurs overfor euroen, ligesom Sverige og Storbritannien har gjort med stor succes i de senere år. For at undgå spekulative angreb, er det generelt bedst, at en valuta får lov til at flyde frit, og ikke er bundet til en anden valuta.

Næsten alle valutakriser i historien har som baggrund haft en valuta, der var bundet til en central kurs eller en anden valuta, men uden en inflationsbekæmpende politik. “Bundet” betyder her, at landets nationalbank var forpligtet til at forsvare kursen, selv om den var urealistisk høj. Det er nationalbankens forpligtelse til at forsvare kursen, og kun det, der tiltrækker spekulanterne. En fast binding til en anden valuta er derfor en åben invitation til valutaspekulanterne, hvis og når en ubalance opstår. (For at undgå misforståelser vil jeg påpege, at Gaiacorp aldrig har spekuleret i denne forstand, og heller ikke kunne gøre det, fordi firmaet kun handler med verdens fire største valutaer – USD, Euro, Yen, Sfr. – efter en 100% matematisk model udviklet oprindeligt af undertegnede midt i 1980’erne.)

Derimod har spekulanten, når en valuta flyder frit, ikke noget at komme efter fordi kursændringerne er små og kontinuerlige, ikke sjældne og voldsomme. Den mest stabile periode i hele EMS historien var faktisk perioden efter sammenbruddet i 1993, da kurserne reelt fik lov til at flyde frit i flere år. Vist kan spekulanten presse kursen ned på en frit flydende og illikvid valuta, men hvad så? Han skal købe valutaen tilbage igen og presse kursen op, hvor den begyndte, for at komme ud af sin position, og det koster ham renter for hver dag der går. Det er ikke en særlig attraktiv beskæftigelse.

Ingen spekulation uden bindingen til euroen

Det vil sige, at uden “statsgarantien” fra nationalbanken er et spekulativ angreb mod en flydende valuta uinteressant og risikabelt for spekulanten. Tværtimod foretrækker spekulanten normalt at købe en svag valuta, der flyder, og at tjene på renteforskellen, og får derved en positiv, stabiliserende virkning.

Påstanden fra “ja” tilhængere om at et “nej” vil betyde betydelig uro på valutamarkedet, er som også sagt af vismændene stærkt overdrevet. En stærk dansk økonomi og en fortsættelse af den nuværende inflationsbekæmpende politik er rigeligt til at berolige finansmarkedet.

Det er velkendt, at de største spekulanter i usikre tider, er de titusindvis af danske firmaer, der i angst for en devaluering ændrer deres betalings- og faktureringsmønstre. Disse ændringer udsætter valutaen for et voldsomt pres og tvinger renten op. Det er derfor yderst risikofyldt, når regeringen advarer mod uro i tilfælde af et “nej” ud fra deres politisk dagsorden, der er baseret på at “skræmme” befolkning fra at stemme “nej”. De risikerer nemlig at fremdrive en selvopfyldende profeti, som der slet ikke er reel basis for. De leger med ilden. Politikere, ligesom nationalbanken, bør normalt holde sig fra negative udtalelser om valutamarkedet.

Det er derfor godt, at vismændene har sat politikerne på plads og skabt lidt mere ro om hel situationen. At politikerne, der ikke har faglig indsigt i valutamarkedet, og som tilsyneladende har misforstået essensen af “fastkurspolitikken”, oven i købet kritiserer vismændenes professionelle arbejde, fordi det ikke passe ind i deres politiske dagsorden, finder jeg uacceptabelt.

I den nuværende situation med en stærk dansk økonomi og trods alt en relativt lav inflation, bør der højst være tale om småjusteringer i valutakursen og renten efter et “nej” (hvis man ser bort fra de mulige konsekvenser af regeringens skræmmekampagne). I øvrigt, efter et “nej”, og med en flydende krone, kan den danske rente på sigt lige så godt blive lavere end højere end euroen, alt afhængig af hvordan de to økonomier udvikler sig i forhold til hinanden.

Nationalbankerne kan alligevel ikke modstå presset
En anden grund til at opgive den faste binding til euroen efter et “nej”, er at tiden er alligevel løbet fra nationalbankerne. I 1980’erne kunne nationalbankerne ofte skræmme spekulanterne væk, men det kan de ikke mere. I dag kan nationalbankerne tilsammen ikke stå imod presset, hvis de store udenlandske spekulanter, som nu er meget større end alle nationalbankerne tilsammen, lugter en devaluering og går til angreb. Så kan Danmark lige så godt lade kursen flyde og spare sig selv og ECB for den oplevelse at aflevere nogle milliarder i en kamp, de ikke kan vinde.

Lad os hellere styrke lokalkulturen

Personlig hælder jeg til Abraham Lincolns råd og vil bevare den danske stats eneret til at udstede penge. Efter min mening går den kommercielle globalisering for hurtigt. For meget magt samles i for få hænder. Det gælder også i EU. Det vil være en bedre kurs at styrke regionerne og lokalsamfundene, men ud fra et internationalt perspektiv, der værdsætter mangfoldighed af kulturer i en multikulturel verden, og ikke ud fra en nationalistisk “vi er helligere end dig” holdning.

Nyrups fantasi tager alvorlig fejl

Som en mangeårig forkæmper for kulturel, religiøs, og racemæssig mangfoldighed i en global økosamfundsbevægelse, tager jeg kraftigt afstand fra Poul Nyrups personlig fantasiverden udtalt bl.a. i Jyllands-Posten den 4. juni, hvor alle modstandere af euroen bliver stemplet som nationalister i Dansk Folkepartis forstand. Han er tilsyneladende helt ud af trit med en stor del af befolkningen og uvidende om, hvad der motiverer mange euro modstandere.

Et budskab mod kommerciel globalisering

Jeg synes, at det vil være meget passende for Danmark at sende et kraftigt budskab til verden med et “nej” til euroen, lige som vi gjorde mod Maastricht traktaten i 1992, om, at den kommercielle globaliseringsstrøm kan vendes, og at mindre regioner som Danmark kan generobre det lokale folkestyre i en mangfoldig verden af demokratiske, decentraliserede kulturer, der respekterer og værdsætter hinandens forskellighed. Det er en holdning, der efter min mening er en forudsætning for en demokratisk, retfærdig og menneskevenlig fremtid.

I øvrigt er det netop denne vision, som Global Ecovillage Network, med støtte fra Gaia Trust, har været i gang med at etablere over de sidste 10 år (se www.gaia.org med over 2000 sider om denne vision). De er faktisk I FULD GANG.