Berlingske_logo

ross_1972

J.T. Ross Jackson – 1972

Kronik den 19 november 1972

Der er nu gået over et år siden Jay Forresters ”World Dynamics” udkom, og godt et halvt ar siden den mere populære udgave LIMITS TO GROWTH  (Meadows m.fl. ) satte chokbølgerne i gang over hele verden. Limits to Growth konkluderer — baseret på en M.I.T. computer-model af verden — at en kraftig bremsning af befolkningsvækst, forurening og industrialisering er nødvendig for at undgå en katastrofe inden for 50-100 år, med en decimering af verdens befolkning til følge. De fleste er efterhånden opmærksomme på det meget betydningsfulde værk, som er blevet kommenteret mange steder, også af undertegnede (kronik 14. maj 1972).

Men hvor mange har gjort sig de logiske konsekvenser af en erkendelse af miljøkrisens eksistens klart? Hvor mange har gennemtænkt  hvilke samfunds-ændringer der er påkrævet for at etablere Forresters ”ækvilibrium samfund”? Hvor mange har forsøgt at fantasere sig til de politiske modsætninger, der vil opstå, når en rationering af ressourcer bliver nødvendig? I virkeligheden er en realistisk debat om disse fundamentale spørgsmål næppe begyndt. De fleste har endnu ikke forstået rækkevidden af miljøkrisen, der rører ved nogle af de mest fundamentale værdier, som har kendetegnet menneskets udvikling, og som kræver en nytænkning uden fortilfælde.

Men før jeg uddyber denne påstand, bør det bemærkes, at ikke alle erkender krisens eksistens, og at mange har været kritiske over for Forresters arbejde, herunder nogle af hans operationsanalyse-kolleger — fordi han gik for langt på for svagt et grundlag. Forresters arbejde har mødt en hård kritik, ikke mindst fra økonomer, der har hæftet sig ved dataenes usikkerhed, og modellens enkle struktur. Specielt mener økonomerne, at Forrester undervurderer mulighederne for opdagelsen af hidtil ukendte ressourcer. Endvidere mener nogle, at modellen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til prismekanismens dæmpende virkning på ressourceforbruget.

Hvis en objektiv vurdering kan laves overhovedet — så vil jeg vurdere således: Det er rigtigt, at grundlaget er svagt. Konklusionerne om en verdenskatastrofe inden for l00 år må tages med forbehold. Det er endog muligt, at kritikerne har ret. Det ved vi ikke i dag. Men spørgsmålet er om vi i virkeligheden har noget valg under disse omstændigheder, for det vil være galskab at ignorere konklusionerne. Selv en mindre risiko for en katastrofe er tilstrækkelig til at kræve igangsættelse af modforanstaltninger. Der er i den sag en uhyggelig risiko for, at vi ikke vil få to chancer. I stedet for at diskutere om Forrester far ret med sine dystre udsigter, bør vi hellere spørge as selv, hvad vi kan gøre for at undgå, at han får ret.

I det mindste må vi i hvert fald prøve at tænke globalt og spørge os selv, hvad det er for en verden vi bevæger os mod, hvis vi ikke gør noget. Vi må naturligvis erkende, at det er farligt at forsøge at vurdere ens egen tid i historisk perspektiv. De kloge siger, at man i hvert fald må vente 50 år for at vurdere ”en tid”. Men i ”Limits to Growth” perspektivet er 50 år et årtusinde. Hvis der er en ting vi ikke har råd til i vore dage, så er det tålmodighed til at se tiden an. Det er nødvendigt at tage stilling, og for at bruge mit eget fags terminologi — træffe beslutninger under usikkerhed, og uden meget at støtte sig til endda. Og det bringer mig til et af de centrale spørgsmål rejst af Forresters dystre konklusioner: Om nødvendigheden af at begrænse væksten. Er det i det hele taget muligt for mennesker at acceptere et samfund uden permanent vækst — i en eller anden form, og hvis ja, under hvilke forhold?

For mange herhjemme er svaret et klart ja, økonomisk vækst er ikke nødvendig. Der kan peges på behovet for en ændring i vore målsætninger, med mere vægt på de kvalitative, mindre på de kvantitative målsætninger, med forøget indsats i forurenings-bekæmpelse, udvikling af et mere menneskeligt samfund, hvor individet kender sin identitet osv. Vi kan alle hurtigt blive enige om disse generelle mål, men indtil vi tager fat på de politiske realiteter i verden, anno 1972, er der langt igen til en global realisation af disse mål.

For det første må vi ikke glemme, at for 4/5 af verdens befolkning, er problematikken en helt anden, nemlig at nå op på det forbrug af goder, som de få ”rige” lande allerede har i dag. Indtil vi kan formulere løsninger, der kan tilfredsstille U-landene, er vor indsats forspildt. Hvordan kan de udviklede lande fortælle U-landene, at det er i deres egen interesse at lade være med at industrialisere og forurene? Hvordan kan det forklares til U-landene, at i den ”stabile, ingen-vækst” verden er deres rolle at være anden-klasses mennesker uden håb om at opnå bedre status?

Og her skimter vi vitterlig den virkelige historiske betydning af vækst, og hvorfor vi står over for en historisk milepæl. Tænk på, hvor mange problemer i historiens løb, der er blevet løst, simpelt hen fordi man kunne udvide grænserne eller flytte et andet sted hen. Tænk på, hvordan mange menneskers eneste håb er at få et lidt større stykke af en stadig større kage. Men hvad sker der, når grænserne er lukket af? Når der ikke er mere plads? Hvad sker der, når det går op for et menneske, at det er låst fast i sin nuværende tilstand? At kagen ikke kan blive større? Jeg tror ikke, vi er begyndt at fatte de psykologiske problemer forbundet med en sådan erkendelse. Hele den vestlige kultur har i mange århundreder bygget på ideen om vækst, ekspansion, dynamik. Vi skal nu pludselig ændre hele grundlaget! Finde andre værdier!

Jeg tror heller ikke, der er ret mange, der har forstået rækkevidden af de politiske konsekvenser af en begrænsning af vækst. Der sker bl.a. en undervurdering af de fattige landes problemer, og af deres muligheder for at påvirke situationen. Med den nuværende udvikling i atomkraftværker og kernefysik, vil det inden længe ligge inden for mange U-landes muligheder at udvikle kernevåben, der kunne være en trussel mod freden i en polariseret verden af rige og fattige nationer. U-landene vil ikke sidde tilbage og passivt acceptere en fastlåsning af den nuværende velfærdsfordeling i en ”ingen-vækst” verden. Hvorfor skulle de det?

Men modstanden mod en begrænsning af vækst vil komme ikke kun fra U-landene, men også inden for I-landene, specielt fra de grupper, der ikke får deres andele af goderne. Heller ikke disse grupper vil sidde passivt tilbage. Hertil kommer, at selv om de politiske problemer var overkommelige, så vil væksten være med os i temmelig lang tid. Eksempelvis kan vi ikke forhindre verdens befolkning i at fordobles inden ar 2000.

Hvad kan vi så konkludere af disse overvejelser? At en reel begrænsning af vækst er politisk umulig under gældende forhold? Jeg er bange for, at det er den eneste rationelle konklusion, så længe vi har så store økonomiske forskelle mellem nationerne. Endvidere mener jeg, at politiske konflikter højst sandsynligt vil udbryde langt før de fysiske ressourcer er udtømt. I den forstand er Forresters prognoser nok optimistiske.

Man kan så spørge sig selv, hvad kan vi gøre under disse omstændigheder? Der er stort set to principielt forskellige anskuelser. Den ene er, at mennesket bør ændre sin opfattelse af sig selv (”hvad udad tabes, må indad vindes”), den anden er, at mennesket bør ændre sine omgivelser — såfremt det stadig er muligt. Begge er nok nødvendige i en samlet plan. Den første er nok vigtigere på længere sigt, men den anden er vigtigere på kortere sigt. Den første kræver en erkendelse af, at økonomisk vækst ikke har været i stand til at give mennesket en rigere tilværelse. Ydermere en erkendelse af, at i et stabilt (ingen fysisk vækst) og fuldt udbygget samfund må ”vækstmuligheden” nødvendigvis være indadvendt og rettet mod forholdet til andre mennesker (personlig vækst og vækst i miljøværdier).

Dette er den eneste rationelle langsigtede løsning. Jeg mener, at Danmark specielt har noget at bidrage med til denne problematik i kraft af dets velfærdssamfund og mulighed for at eksperimentere med f. eks. nye boligformer, miljøer, arbejdsdemokrati. Desværre er den problemstilling nok ikke så relevant for den overvejende store del af verdens befolkning, som endnu ikke har nået til det samme erkendelsesniveau som danskerne. En mulig undtagelse herfra er dog Kina, der har meget at lære andre på dette område.

Den anden fremgangsmåde  — at ændre omgivelserne, er nok en nødvendighed, hvis vi skal undgå Forresters katastrofe og overleve på kortere sigt. Jeg kan nævne i hvert fald to konkrete udviklinger, som må anses for nødvendige, hvis katastrofen skal undgås.

1) Teknologisk styring.

Den amerikanske økolog, Barry Commoner, har gjort en ret betydningsfuld iagttagelse om den teknologiske udvikling i USA siden anden verdenskrig, nemlig at væksten i en række forureningsmidler var af størrelsesordenen 600-700% i en periode, hvor stigning i forbruget var ca. 50% — svarende stort set til befolkningens vækst på 43 %. Den stigende forurening skyldtes hovedsagelig en overgang til syntetiske produkter. I tidligere perioder i USA har væksten i forurening været mindre end befolkningsvæksten. Pointen er at det er vækstens mønstre, der er afgørende for forurening og ressourceforbruget, og ikke væksten i sig selv. Det betyder, at en mere styret teknologisk udvikling bør være mulig uden de uheldige bivirkninger, som Forrester regner med. En sådan styring kunne eksempelvis opnås ved en indregning af reelle samfundsomkostninger i industriprodukters markedspris, samt en ændret skattepolitik ved mere vægt på punktafgifter og en differentieret omsætnings-afgift. En sådan styring vil uden tvivl skabe store omstruktureringer og uroligheder i industrien, herunder nye investeringer, omtræning og teknologisk arbejdsløshed i overgangsperioden. Det vil ikke være nemt, og slet ikke populært.

Det er tvivlsomt, om en sådan ordning overhovedet vil kunne accepteres politisk i vort samfund, medmindre der samtidig skabes tryghed i en eller anden form for de enkelte personer og virksomheder, det vil gå ud over, når samfundshensyn kræver f. eks. lukning af arbejdspladser. Det er svært at forudse, hvilken form denne tryghed vil tage, når samfundet erkender sit ansvar for den enkeltes skæbne. En mulighed kunne tænkes at være en ubetinget garanti for økonomisk minimumsvelstand for hver eneste borger i en vis periode. En sådan politik, hvis den blev praktiseret i U-lande, kunne i øvrigt tænkes at have en værdifuld bivirkning som en bremse på befolknings-eksplosionen, thi for mange i dag er et barn først og fremmest en slags forsikringspolice mod økonomisk modgang i et samfund uden tryghed.

2) Økonomisk integration af U-landene.

Måske den vigtigste af de nødvendige udviklinger er lukning af kløften mellem de rige og de fattige lande. Efter min mening er der en mulighed her, der kan give grund til en begrænset optimisme. Og det er integrering af U-lande og I-lande i regionale økonomiske enheder, der kan udnytte deres samlede ressourcer og viden på en måde, der kan give et større totalbidrag end summen af de enkelte dele hver for sig. Under de nuværende forhold på verdensplan, fører de kunstige nationale grænser til uhensigtsmæssig placering af industrier, som både er ikke-optimal fra et helhedssynspunkt og hæmmende for U-landenes udvikling. Et regionalt samarbejde omfattende både rige og fattige lande er en meget mere naturlig og tiltalende måde at nærme sig hinanden på, end igennem vor nuværende hykleriske ”U-lands bistand”. Spørgsmålet er, om de udviklede lande er villige til at indgå i et sådant samarbejde, der nødvendigvis vil overføre en stor del af deres goder til U-landene. Der er ikke meget, der tyder på den politiske mulighed for et sådant samarbejde på nuværende tidspunkt, men tiden er måske ikke så fjern endda. I denne forbindelse er der visse interessante muligheder for EF.

Hvis man tager et udgangspunkt i nødvendigheden af en tilnærmelse af de fattige og rige lande, specielt hvis det foregår i den ovennævnte form af et reelt samarbejde og ikke en tilskudspolitik, så er der nok ikke nogen eksisterende organisation med bedre muligheder til at tage udfordringen op, end netop EF med dets specielle forhold til så mange udviklingslande. Vi er tilbøjelige til at tænke på EF som en rig mands økonomiske union, det vil sige en ”horisontal integrering” af industrialiserede lande, men vi bør ikke lade fortiden forblinde os. Det fremtidige EF er et dynamisk væsen, og udviklingen kan stadig gå i mange retninger. Og Danmark kan spille en væsentlig rolle som talsmand inden for EF for en sådan udvikling i retning af en større integration med U-landene. Mennesket har hidtil været i stand til at udvikle de nyskabelser, der har været nødvendige for at overvinde dets kriser. Er det muligt at EF kunne være fosteret til den nyskabelse, der vil føre til et permanent og stabilt internationalt samvær?

”Limits to Growth” peger på behovet for en ”kopernikansk revolution i tankegang” hvis vi skal være i stand til at møde udfordringen fra den eksponentielle vækst i befolkning, forurening og ressource-forbrug. Denne vækst er ikke principielt anderledes end dinosaurens vækst — nemlig et udtryk for en succesrig strategi over for naturen. Spørgsmålet er, om vi er tilstrækkeligt kloge til at indse, hvad der er ved at ske, eller om naturens ironi far lov til at gøre sig gældende igen.

I sin introduktion til den nu berømte ”Blueprint for Survival” (Ecologist, Jan. 1972) nævnerTom Stacey fire mulige reaktioner på bevismaterialet om den økologiske krise:

  • En er at forkaste argumentationen som nonsens.
  • En anden er at ”nyde tiden mens vi har den”.
  • En tredje er en blind tro på, at videnskabsmændene og teknologien vil ”finde på noget”.
  • Den sidste — som alle rationelle mennesker må acceptere — er at stræbe imod de dybtgående ændringer, uden hvilke vi ikke har ret til større forhåbninger.