Erfaringer fra Langeland projektet

Jeg vil gerne overfor mine venner redegøre for udvikling i et visionært og ambitiøst projekt på Langeland, der begyndte med store forhåbninger for godt et år siden for mit vedkommende, men som jeg trak mig ud af for nyligt. Jeg fortæller det fordi der svirrer forskellige versioner i luften, ikke alle baseret på de faktiske forhold. Der er mange ting man kan lære fra et sådant projekt.

Enhver, der kender til mine bøger og artikler (www.rossjackson.org ) ved at jeg har længe været forkæmper for et mere decentraliseret samfund, både internationalt og nationalt, som et strategisk modspil til et neoliberal økonomisk system, som centraliserer både magt og kapital, skaber mere ulighed og ødelægger miljøet (Se f.eks. min bog Occupy World Street: vejen tik en værdig fremtid (Hovedland, 2013) ).

Derfor var jeg, da jeg mødte Niels Holck for første gang i åpril 2016,– til trods for hans kontroversielle fortid – imponeret over hans tanker og erfaring med lokal økonomisk udvikling i landområderne. I særdeleshed, at han på dette tidspunkt havde rejst til Langeland utallige gange, uden nogen form for økonomisk støtte, for at opfordre beboerne på øen til at igangsætte en ny økonomisk udvikling i området baseret på det han kaldte ”andelstanken”—d.v.s. ideen bag den danske andelsbevægelse. Resultatet af Niels Holcks forarbejde var at der var en imponerende og bred opbakning på øen til ideen på tværs af de politiske partier, blandt landmændene, diverse foreninger og de lokale uddannelsesinstitutioner. Jeg så ham som en idealist med en hel del erfaring med økonomisk udvikling i landområderne, bl.a. fra Rusland, hvor han havde arbejdet sammen med folk fra PROUT Instituttet i Oregon, USA, som han opfattede som nogle af verdens absolut dygtigste indenfor dette felt.

Derfor gik jeg med til at støtte projektet økonomisk, og nævnte et rammebeløb, som jeg var villig til at satse på— ca. 4 mio. kr.—for at hjælpe projektet i gang. Min rolle var som bestyrelsesmedlem og investor. Jeg var godt klar over at der var en betydelig risiko for at tabe mine penge, men jeg følte et vist behov for at bruge nogle af de penge som jeg havde tjent på salget af Urtekram til samfundsnyttige projekter. Projektet var meget ambitiøst med tre hovedlinjer (1) introduktion af en ny form for landbrug baseret på en kombination af skovlandbrug, permakultur og ingen pløjning. Det skulle i teorien være mere økonomisk for landmændene, bedre for miljøet end økologisk landbrug (som trods alt er en monokultur) og samtidigt være klimavenligt med mulighed for at være CO2 neutralt i løbet af få år, og oven i købet skabe nye arbejdspladser i et område hvor de unge flygtede fordi der ingen jobs var. Det var en win-win-win-win vision, men på en skala som ingen havde forsøgt før. (2). Genetablering af en direkte forbindelse mellem fødevareproducenterne og forbrugerne i området baseret på etablering af et antal ubemandede butikker, hvor medlemmerne af en lokal forening kunne købe ind med kun en smartphone. Systemet skulle på sigt give bedre priser til producenterne mens forbrugerne skulle få lokalproducerede friske varer til billigere priser end hos supermarkederne, mens overskuddet kunne bruges til produktion af forædlede fødevarer og til lokale kulturinitiativer. (3) Etablering af et uddannelses center, hvor landmændene kunne uddannes i de nye teknikker, og andre regioner kunne introduceres til ”andelstanken”.

Projektet var fra starten opbygget som en national organisation. Langeland skulle bare være den første region, med andre regioner der koblede sig på senere. Hele systemet skulle ejes af de lokale producenter og forbrugere uden den udefrakommende kapital og gældsbaserede vækst, der var med til at ødelægge den oprindelige andelsbevægelse efter 1950’erne.

Desværre, gik det ikke som planlagt, og efter godt et år var jeg nødt til at sætte bremserne i og meddelte i september 2017 at jeg ikke længere kunne forsvare at støtte projektet økonomisk. Der var to hovedgrunde hertil, en økonomisk og en organisatorisk. (1) Økonomisk: Min budgetramme af 4 mio. kr. var ultimo august 2017 overskredet med ca. 2 mio. kr. og udsigten var et fortsat underskud langt ind i 2018, selv under optimistiske forudsætninger. Der var flere grunde til de økonomiske problemer. Én var at IT systemet, som var kernen i de ubemandede butikker, tilsyneladende var en meget større udfordring end forudsat. Vi var nødt til at begynde forfra med en ny leverandør midtvejs og udsætte tidsplan for etablering af flere butikker udover den i Tranekær. Ultimo august var systemet endnu ikke operationelt. I mellemtiden havde organisation store faste omkostninger beregnet til et større antal butikker. En anden grund var at vi var for langsomme til at etablere afsætningskanaler for den betydelige og meget dyre grøntsagsproduktion på de først 4.5 ha. jord, der blev forpagtet. En tredje var at indtægterne til kursusvirksomheden haltede meget efter budgetterne. (2) Organisatorisk. Det gik op for mig at årsagen til alle tre økonomiske problemer var at vi manglede en professionel ledelse, der kunne overse hvad der var blevet et ret kompliceret projekt. Der var, efter min opfattelse, ingen på Langeland, der havde de nødvendige evner til jobbet, og at finde en ny person udenfor vil også være vanskeligt og tidskrævende, for ikke at sige dyrt. Min første reaktion var at sætte mig selv i direktørstolen, men efter nærmere overvejelse gik det op for mig at, dels havde jeg ikke lyst, dels vil jeg sandsynligvis gå ned med stress med et endnu større underskud, og dels var det ikke min spidskompetence. Jeg så intet alternativ til at trække stikket. Det var jeg meget ked af, ikke så meget på grund af mit økonomiske tab, men på grund af de mange mennesker, der troede på ideen og på mig og alligevel kom i klemme på forskellige vis, og på grund af den tabte mulighed for en grundlæggende positiv udvikling i landområderne.

I retrospekt, var projektet alt for ambitiøs i forhold til de midler der var til rådighed. Ideen var god nok, men det vil kræve snarere 100 mio. kr. og 5 år til år at gennemføre et nationalt projekt af denne støbning. Hvilke rejser spørgsmålet: bør det ikke være staten der tager initiativet til et sådant projekt og ikke en privat person eller et lokalområde, som i forvejen er under stort pres? Beløbet er en bagatel sammenlignet med så meget andet af tvivlsom værdi, der støttes af regeringen, men netop dette projekt har stor samfundsværdi.

Der er muligt at dele af projektet bliver gennemført alligevel. Der er grupper indenfor alle tre områder, der prøver at fortsætte på en eller anden måde. Jeg har tidligere været involveret i tre opstartsprojekter i 1990’erne hvor Gaia Trusts datterselskab Gaia Technologies A/S havde investeret ca. samme beløb og til sidst opgav støtten, men hvor ildsjælene var i stand til at fortsætte og med succes. Det drejer sig om Hanegal Økologisk Kød, Gaia Solar, og Gaia Wind. I alle tre tilfælde viste det sig at penge ikke var det afgørende. Det kan tilsyneladende blive en direkte forhindring at pengene kommer udefra. Det betyder noget at ildsjælene har ejerskab til projektet.