Berlingske_logo

ross_1972

J.T. Ross Jackson – 1972

Kronik 14. maj, 1972. Bragt i Berlingske Tidende

En matematisk model af verden peger mod den største katastrofe i menneskehedens historie med decimering af vor verdens befolkning inden for 100 år, hvis der ikke gribes ind, skriver dr. J. T. Ross Jackson (specialist i computerteknik og operations-analyse) på basis af amerikanske videnskabsmænds studier og beregninger.

Om 35 år vil verdens befolkning være fordoblet — og tallets stigning med den nugældende forøgelse på 2 % årlig vil accelerere, så vi med den konstante vækst i industrialisering, den hastigt forøgede forurening og naturrigdommenes hurtige udtømning vil stå overfor en katastrofe, hvis lige hverken er set eller drømt øm i menneskehedens historie. Sættes der ikke ind med bremse på den fortsatte vækst, vil — på et tidspunkt som ikke er os fjernere end mellem 50 og 100 år — verdens samlede befolkning være vokset så eksplosivt, at mellem 1/6 og 1/3 at de ca. 10 milliarder mennesker, som vil overfylde vor klode, simpelthen må omkomme, for at et nyt niveau, som muliggør fortsat liv og nogenlunde trivsel for menneskeheden, kan findes.

Dette er den dystre forudsigelse i den nylig i USA udkomne bog THE LIMITS TO GROWTH skrevet af professor Dennis Meadows som leder at et videnskabeligt team ved Massachusetts Institute of Technology. Denne gruppe at operationsanalytiske forskere uddybede den at professor Jay Forrester sidste år udgivne noget mindre og langt mere tekniske bog WORLD DYNAMICS—som baseret på matematisk analyse og udnyttelse af computer-teknikken i rent videnskabelig form lancerede de nu populær beskrevne forskningsresultater, der har vakt enorm opsigt.

Forrester anvender en interessant og ny fremgangsmåde. Han foretager sine studier ved hjælp at en computer-orienteret matematisk model til undersøgelse at sammenhængen mellem de fundamentale faktorer i verdensudviklingen: Befolkningsvækst, madproduktion, ressourcer (naturrigdomme, hjælpekilder) forurening. teknologi, m.m. Før vi går over til et forsøg på at skitsere og kommentere essensen at Forresters betydningsfulde arbejde, vil nogle få ord om model-tanken, grundstammen i al operationsanalyse, nok være praktisk. Alle mennesker anvender i deres daglige aktivitet “modeller” for at kunne diskutere og tænke. Enhver abstrakt tanke er en “model”. Enhver ny lov, enhver beslutning i en virksomhed er baseret på en “model”. Vi har alle en model af verden i hovedet— spørgsmålet er ikke om vi skal bruge modeller, men kun hvilke modeller vi skal anvende.

Menneskets hjerne kan samtidigt kun fatte ganske få sammenhængende ideer uden at blive forvirret. Simultanspillerens evne til at bevare og skelne er kun beskåret de få— derfor er det intet under, at to eller flere mennesker i diskussion ofte “taler forbi hinanden”, simpelthen fordi deres “modeller” er forskellige. Fundamentale forudsætninger, mål, osv. kommer ikke til udtryk. Den menneskelige hjerne udvælger nogle få begreber og opfattelser — rigtige eller forkerte — og anvender dem til at vurdere, hvilke indgreb der kan føre til målet. Processen bliver ofte fejlagtig. Hjernen er glimrende til at identificere og strukturforme enkelte dele at et system, men dårligt udrustet til intuitivt at vurdere, hvordan de enkelte dele vil kunne arbejde sammen i komplekse systemers større helhed.

Derfor er matematiske modeller del naturlige hjælpemiddel ved fordringsfulde analyser. Problemet er blot, at de er meget vanskelige at konstruere. Det er ingen sag at bygge en meget kompliceret model til at beskrive et særlig kompliceret problem — men bliver den ligeså uoverskuelig som selve problemet er man ilde faren. Kunsten er at bygge enkle modeller. Og det er lykkedes Forrester, der has skabt et arbejdsredskab, som fanger essensen i problemet på  overskuelig og forståelig made. Hans særprægede metode går 15 år tilbage i tiden,  og i hans bog WORLD DYNAMICS, der altså er grundlaget for den senere bearbejdelse i THE LIMITS TO GROWTH, mødes metode og problem i vellykket samspil Mig bekendt er hans den eneste sammenhængende total analytiske model, der eksisterer til belysning af problematikken vedrørende verdens fremtidige udvikling.

For at nå frem til forståelse at modellens struktur er det nok nemmest at tage udgangspunktet i BEFOLKNINGSTILVÆKSTEN, som for tiden følger en eksponentiel, hastigt stigende vækst. Med ca. 2 % stigning pr. år vil verdens befolkning være fordoblet om 35 år — en så eksplosiv vækst, at den selvfølgelig ikke kan fortsættes i det uendelige. Forresters model opererer derfor med fire faktorer, der i princippet kan standse væksten, nemlig:

  • Mangel på mad
  • Overforbrug at ressourcer (udtømning at råstofferne)
  • Forurening (der fører til sygdomme m.m.)
  • Overbefolkningstrængsel (der fører til krige m.m.)

Hvilken at disse, som først vil forvolde krisen, og hvornår den vil indtræffe afhænger at hvilke faktorer man i menneskehedens modtræk arbejder med. Nøglen til modellen er fødsels- og dødsprocent — der bl.a. afhænger of niveauerne for de nævnte faktorer. Men en række andre forhold spiller ind og medvirke til at koble systemets forskellige komponenter sammen. Der kan nævnes: Sammenhængen mellem kapitalinvestering (i landbrug, fiskeri og industri), udnyttelsen at ressourcer, levestandard og befolkningsniveau. Efterhånden som de naturlige ressourcer udtømmes, og anskaffelsen at råvarer bliver dyrere, vil effektiviteten af investeringer formindskes. Dernæst forhold mellem stigende forurening og ringere madproduktion. Endvidere sammenhængen mellem stigende kapitalinvestering (industrialisering) og øget forurening, og endelig af sammenhængen mellem forureningsbekæmpelse, forureningsniveau og naturens evne til at absorbere forureningen. Her forudsættes at absorptionstiden vil stige mere end proportionalt med stigningen i forureningsniveauet — altså katastrofalt.

Endelig indføres i analysen et nyt begreb, som Forrester har kaldt LIVSKVALITET (den menneskelige trivsel). Det er en relativ størrelse, sammensat at følgende komponenter: Materiel tilstand. forureningsniveauet, trængsel (befolkningstæthed) og næringsniveau. Visse variable faktorer i modellen, f. eks. fødselshyppighed, forudsættes påvirket at “livskvalitet”.
Til afprøvning at modellen har forskningsgruppen anvendt perioden 1900-1970 og sammenlignet undersøgelsesresultaterne med virkeligheden. Ved ganske enkle justeringer opnåedes god overensstemmelse, således at man med nogenlunde sikkerhed kunne basere fremtidsanalysen på modellen — idet man foretog en “simulering” af udviklingen, forudsættende en naturlig fortsættelse at hidtidige tendenser.

fg_fig_1

Hvad viser nu computermodellen? Resultatet kan ses i figur 1. For det første, i det kommende århundrede vil der ske et kraftigt fald i befoIkningstilvæksten og dernæst mærkbar nedgang i industrialiseringen. Årsagen hertil er en kædereaktion, som begynder med de faldende ressourcer (efter rovdriften på naturrigdomme), des medfører større krav til kapitalinvesteringen, som på den anden side får ringere effektivitet på grund af de stigende råvarepriser — og som vil betyde forringet levestandard, der igen medfører lavere fødselshyppighed! Interessant er det at konstatere, at konsekvenserne a! faldende ressourcer indtræffer langt før, disse er opbrugt — en virkning som alt for let overses.

Et hyppigt anvendt argument er, at der stadig vil findes uopdagede ressourcer pi Jorden, og at det derfor er en overdrivelse at tale om deres formindskelse som en begrænsende faktor. Det hævdes endvidere, at teknologiske fremskridt kan give en væsentlig bedre udnyttelse at dem. Forrester har derfor også simuleret en fremtidsudvikling under den forudsætning, at ressourceforbrug nedskæres til 25 % at det nuværende niveau — alt andet lige. En af den matematiske models store fordele er, at en sådan beregningsændring kan gøres ganske enkelt, blot ved at ændre et tal i modellens input-data, hvorefter datamaten på få sekunder giver resultatet.

fg_fig_2

Resultatet kan ses I figur 2. Virkningen er chokerende: — fjernes RESSOURCE-KNAPHEDEN som den mest kritiske vækstbegrænsende factor, dukker den næste krisetrussel frem: FORURENINGEN. Med stigende industrialisering og hastig befolkningstilvækst vil foreningen vokse til 40 gange 1970-niveauet. En så voldsom stigning vil betyde, at naturens evne til at absorbere forureningen ikke kan følge med, men overstiges. Når naturen ikke længere kan nedbryde forureningens efterladenskaber, vil menneskeheden gå til i sit eget affald. Der indtræffer et kraftigt fald i befolkning og industrialisering — indtil der findes at nyt niveau, hvor naturen kan absorbere forureningen. Og dette vil stadig være flere gange 1970-niveauet.

Tempoet for og størrelsen at den katastrofale befolkningsreduktion — hvorvidt denne vil betyde at fald til 1/6 eller 1/3 at den tidligere værdi, hvornår det sker, og hvad der vil ske derefter, er at spørgsmål, hvis svar er behæftet med stor usikkerhed. Men som indledningsvis nævnt er det en katastrofe, hvis omfang overhovedet ikke er til at sammenligne med selv de mest katastrofale begivenheder i menneskehedens historie.

Men kan der nu sættes virkningsfuldt ind imod forureningen? Hvis man kan tænke sig denne effektivt standset eller begrænset — hvad bliver så den næste væksthæmmende faktor? Til undersøgelse heraf foretog Forrester en ny beregning ud fra den antagelse, at forureningen kun androg 1/10 at den oprindelige, og at ressourcerne var ubegrænsede. Resultatet blev, at i så fald vil TRÆNGSEL (“crowding”) blive den begrænsende faktor — som følge at virkningen pa fødselshyppigheden. Befolkningen ville omkring år 2200 være stabiliseret ved ca. 11 milliarder (tallet i dag: ca. 3,5 milliarder).

Endvidere, hvis det var muligt at undertrykke trængsel på en eller anden måde, kan den vises at den næste begrænsende faktor vil så være FØDEVAREPRODUKTIONEN. Vor verden kan næppe skaffe mad til alle. I et samfund på 10-11 milliarder indbyggere vil der være så megen sult og hungersnød at befolkningstilvæksten automatisk ophører, selv om en overordentlig stor del at kapitalinvesteringen anvendes i landbrugssektoren.

Det er her interessant for en stund at tænke tilbage pa Malthus — det attende århundredes økonom, hvis teori (for ikke at sige tro) gik ud på, at madproduktionen ville blive den begrænsende faktor for befolkningstilvæksten. Hans idé er tilsyneladende både rigtig og forkert, idet andre og mere kritiske faktorer formentlig ville gøre sig gældende på et tidligere tidspunkt — nemlig ressourcernes og naturrigdommenes udtømning, forureningen og “trængslen” — allesammen faktorer som Malthus i sin tid ikke kunne forestille sig.
Forrester og med ham forskningsgruppen forsøger at finde frem til metoder, der eventuelt kunne give en mere stabil udvikling…. det vi i operationsanalyse ofte benævner som en “følsomhedsanalyse”. Han kommer her ind på en række betragtninger over spørgsmålet, hvorfor har vore politikere ikke formået at få styr på udviklingen? Han nævner nogle at de fælder i vore sociale systemer, hvor en intuitiv løsning ofte havner, og det er jo ikke usædvanligt, at politikere handler ret intuitivt!

Gennem mange års eksperimenter med lignende modeller er Forrester nået til at kunne konkludere i følgende observationer:

  • Forsøg på at rette et sæt af symptomer kan sætte en uforudset kædereaktion i gang i en anden del at systemet og få ubehagelige konsekvenser.
  • Kortsigtede forbedringer fører ofte til langsigtede forringelser.
  • Mål i del-systemer er ofte i konflikt med helhedsmålet.
  • Man er tilbøjelig til ved indgriben i et komplekst system at gribe ind på et sted, hvor det ikke er særlig følsomt. Indsats og penge vil så kun få en ringe virkning. Og hvis man endelig foretager indgrebet det rigtige sted er man tilbøjelig til at ændre i den forkerte retning.

Forrester gennemførte en række forsøg med indgreb, som mange vil finde intuitivt naturlige. Resultaterne var mistrøstige :

  • Forøget KAPITALINVESTERING (og derved industrialisering) med 20% betød, at forureningskrisen blev fremskyndet, så den blev kritisk før ressource-krisen.
  • Reduktion af den normale fødselshyppighed med 30% gennem et verdensomfattende frivilligt program ville betyde en kortvarig pause i befolkningstilvæksten. Men andre faktorer, livskvalitet, madproduktion, etc., ville modvirke — så ressource—krisen kun udsættes ganske få år.
  • Hvis forurening kunne reduceres med 30% og ressource-forbruget med 75% ville befolkningssammenbruddet kun udsættes i 20 år — og katastrofen blive endnu større, idet befolkningen kunne vokse med endnu 10%, før forureningskatastrofen ville indtræffe.
  • Såfremt effektivitetsforbedringer kunne forøge madproduktionen med 25 %, ville befolkningstallet vokse endnu hurtigere, og sammenbruddet fremskyndes med 20 år.

Forrester hævder, efter at en række andre forsøg viser samme mønster, at tilsyneladende kan kun meget drastiske og samtidige foranstaltninger føre til stabilisering at befolkningen og muliggøre en tilværelse på nogenlunde samme niveau og med tilsvarende livskvalitet som vi har I dag. Følgende ændringer er påkrævet i forhold til de indledningsvis nævnte 1970-tal:
Samtidige reduktioner af:

  • Ressourceforbrug 75 %
  • Forurening 50 %
  • Kapitalinvestering 40 %
  • Madproduktion 20 %
  • Fødselshyppighed 30 %.

Andre stabile løsninger kan også findes — men vel at mærke ved højere befolkningstal og ringere livsvilkår.

Forresters arbejde med den sammenhængende model af verden rejser en række fundamentale spørgsmål, der lægger op til en bred debat. Mansholts interessante indslag, nylig offentliggjort ved Fællesmarkedet, er blot et at emnerne. Følgende kan nævnes:

  • Meget tyder på, at befolkningseksplosionen bedst kan forstås som en konsekvens at industrialisering og teknologisk udvikling.
  • I forhold til både fortid og fremtid lever vi muligvis i en “guldalder” hvad angår livskvalitet (levestandard og andre faktorer).
  • Forsøg på frivillig befolkningskontrol kan muligvis være “dødfødt”, fordi resultaterne af færre fødsler vil betyde forbedret levestandard og ernæring — som på ny fører til højere fødselshyppighed.
  • U-landene får næppe nogen chance til at opnå en levestandard svarende til de industrialiserede landes nuværende. Men de er på den anden side bedre udrustet til at overleve en eventuel katastrofe, som i særlig grad vil ramme de højt udviklede nationer.

Men lige så væsentlig som de rejste spørgsmål, er den model, der ligger til grund for spørgsmålene. Forresters model er et gennembrud, der bør gøre debatten fremover mere konstruktiv og effektiv. Thi, principielt kan enhver komme med sin hypotese eller løsningsforslag og få det afprøvet på computeren.

Naturligvis er man nødt til at spørge: Hvor god er Forresters model? Hver gode er hans data? Hvor gode er hans forudsætninger? For det første må det siges, at modellen er mangelfuld og ikke tilstrækkelig afprøvet endnu, samt at dataerne at usikre. Derfor skal de ovennævnte tal tages med stort forbehold. Men det vil efter min mening være en større fejl at ignorere hans resultater, fordi de er mangelfulde, end det vil være at acceptere dem ukritisk.
Det væsentlige er for det første, at hovedtræk i den fremtidige verdensudvikling er dystre, hvis der ikke gribes ind, og det kan ikke fejes of bordet med henvisning til decimalfejl i modellen. Og for det andet har Forrester vist, at den operationsanalytiske metode med anvendelse at matematiske modeller er en frugtbar fremgangsmåde i analyse at komplekse sociale systemer. Den er måske vor bedste chance for at få styr på udviklingen igen.

Læs også: “Fremskridtets Grænser 2. del” – kronik d. 19/11-1972

 

THE LIMITS TO GROWTH illustrerer på en slående måde, hvor lidt tid vi har tilbage til at finde en løsning på den eksponentielt voksende befolkning. Der findes en fransk børnegåde om en lille sø indeholdende en åkande, der fordobles i størrelse hver dag. Om 30 dage vil åkanden dække hele søen og derved dræbe alt livet i søen. Søens ejer vil gerne hindre dette, men han mener, at han har god tid. Han vil tage sig at sagen, når søen er halvt dækket. Hvornår bliver det?

Svaret er: Den 29’nde dag. Han får én dag til at redde søen!