Under flyveturen til København tog jeg den eneste bog om det danske sprog, jeg havde været i stand til at finde på Clevelands folkebibliotek, frem. Det var en meget tynd parlør, udgivet i 1905. Tilsyneladende var jeg den eneste, som havde lånt den de sidste fyrre år, så jeg havde ingen skrupler over at have taget den med mig. Jeg havde aftalt at mødes med Peter og en af hans IBM-kolleger i lufthavnen og ville overraske dem med at kunne en lille smule dansk. Så jeg slog op for at finde ud af, hvad “How do you do?” hed og lærte den fonetiske udtale udenad.
Ved ankomsten hilste jeg hjerteligt på Peter og gav hans ven Per Gjerløv fra IBM hånden, og besluttede mig for at teste mit danske på dem. De hylede begge af grin, mens jeg så målløs til. Det viste sig, at mit højtidelige 1905-danske udtryk “Hvorledes har De det” var lidt arkaisk!
Efter at have grinet af det alle tre kørte vi til Søllerød Kro for at få en drink og snakke. Vi talte længe om alt muligt under solen undtagen mit job. Dette var mit første møde med et fænomen, som jeg senere opdagede var et typisk dansk træk – og meget forskelligt fra den amerikanske væremåde. Man går ikke direkte til sagen, men kredser så længe som muligt som katten om den varme grød, indtil man ikke længere kan undgå at komme ind på sagen, og så kommer det ud mellem sidebenene: “For resten…” Og selv på det tidspunkt siger man det så indirekte som muligt. Dette træk ses især hos folk fra Vestjylland, hvor det fortsat morer mig at lytte til de lange telefonsamtaler, hvor samtalens egentlige formål først sniger sig ind, efter at mindst tre andre emner er blevet omstændeligt behandlet. Hvis jeg gør mig umage, kan jeg endda selv gøre det nu. Danskerne anser det for at være lidt ubehøvlet at være alt for direkte. De foretrækker at komme med antydninger og lade en selv finde ud af det. Dette fører ofte til frygtelige misforståelser over for udlændinge, der som regel ikke har nogen anelse om, hvad der foregår.
