Og således gik det til, at vi alle sammen mødtes hos Daphne den 30. september 1972 for at underskrive slutsedlen. John og Mette Kendal, Per Walsøe og Johnna Poulsen, Jes og Lizzie Olesen, Hildur og jeg. Det skulle gøres inden midnat, ellers ville det koste 25.000 kr. ekstra på grund af en verserende ændring i stempelafgiften. Der var en del detaljer, som endnu ikke var faldet på plads. Klokken nærmede sig midnat, og vi manglede stadig at løse et enkelt juridisk spørgsmål, hvis detaljer er forsvundet fra min hukommelse. Per Walsøe, som senere skulle blive udnævnt til dommer ved Højesteret, var både medlem af gruppen og vor juridiske rådgiver. Han var ikke 100% sikker på dette spørgsmål og var uvillig til at skrive under uden en afklaring.
“Jeg har det” sagde jeg, “jeg ringer til Mogens Glistrup. Han går aldrig i seng inden midnat, og han har det hele i hovedet.” Per var skeptisk. Ikke med hensyn til Glistrups evne til at hjælpe os, men han tvivlede på, han ville gøre det efter vores bitre brud. “Selv om han gør det, vil det koste en mindre formue” sagde Per. Men vi blev enige om at tage chancen. Der var ingen, der havde en bedre idé.
Glistrup var sit gamle selv. Munter. Livlig. Bar ikke nag. Jeg forklarede ham problemet, og han tænkte sig om i ti sekunder, før han dikterede sit svar, fuldstændig som i gamle dage, og jeg gav det videre til Per. Jeg takkede ham og bad ham om at sende mig en regning for den bistand, han havde ydet os. Alting så ud til at være faldet i hak og klar til at blive afsluttet, da det nærmede sig midnat. Per rakte Daphne papirerne til underskrivning.
Men så lagde Daphne ansigtet i alvorlige folder og udbrød: “Jeg vil ikke betale for ham den inkompetente ejendomsmægler, som ikke har gjort spor for mig ud over at kræve honorar ind. I er nødt til at betale ham, ellers bliver der ingen handel.”
Vi så rundt på hinanden, lettere irriterede. Det var hendes mægler, ikke vores. Temmelig frækt gjort af hende, tænkte vi. Vi trak på skuldrene. Lidt ud over det almindelige, men hvad er almindeligt ved Daphne Bray? Vi gik med til det, om end lidt misfornøjede, hvis det nu var, hvad der skulle til for at få det overstået.
Da hun således havde vejret morgenluft, stak Daphne hånden i lommen og trak et stykke papir frem, som hun viftede sejrssikkert foran os: “Plus min tandlægeregning på 2.000 kr.”.
Per var ved at falde ned af stolen. Jeg tror ikke, han nogensinde havde forhandlet sådan før. “Dette her er helt i modstrid med reglerne” påpegede han, “vi var blevet enige om en pris.”
“Så bliver der ikke nogen handel,” sagde Daphne og rejste sig harmdirrende, mens alle vi andre rullede med øjnene og lod blikket vandre hen over loftet. Du godeste, tænkte jeg, hun er god til at forhandle.
