Ud over et kundegrundlag behøvede vi også juridisk bistand, så vi spurgte vore kontakter rundt om i byen, hvem der blev anset for at være den bedste selskabsadvokat. Der var ét navn, der dukkede op så mange gange, at vi besluttede os for at besøge ham. Mogens Glistrup ville gerne mødes med os, udtalte han, i sin private bolig i Lyngby. Så en solrig forårseftermiddag i 1966 mødte Peter og jeg op i jakkesæt og slips for at få et møde med ham. Hans kone førte os ud i haven, hvor vi fik øje på en temmelig korpulent mand, der sad og drak en øl på en faldefærdig havestol, alt imens han skimmede en avis med maven hængende ud over sine shorts. Var det virkelig Danmarks bedste selskabsadvokat? Vi så på hinanden, overvejede om vi var gået forkert, men gik så hen til ham.
Efter et par undskyldende bemærkninger foreslog han, at vi gik ind på hans kontor. På vej derind viste han os sit enorme øllager i kælderen med en hjertelig latter. Der må have været omkring tyve kasser. Dernæst blev vi placeret foran det største skrivebord, jeg nogensinde har set. Det var også rummets eneste møbel ud over tre mere almindelige højryggede stole. Langs væggene var der bunke efter bunke af papirer og bøger, der tilsyneladende ikke var stablet i nogen orden. På selve skrivebordet var der en gigantisk pyramide af papirer, som var ca. en halv meter høj og dækkede omkring halvdelen af bordpladen. Han så på os omme bag fra papirbunken, mens han, med en metodisk og alvorlig stemmeføring, opremsede alle de ting, man skulle gøre for at oprette et aktieselskab i Danmark, ud fra hukommelsen og ned i de mindste detaljer. Alt i alt en temmelig imponerende optræden. Men, påpegede han smilende — det letteste og hurtigste ville være at købe et allerede eksisterende “hylde-selskab” for 10.000 kr. — minimumsprisen plus omkostninger, og han havde tilfældigvis lige et til salg. Igen lo han hjerteligt.
Så demonstrerede han for os sit uhyggeligt præcise arkiveringssystem, som jeg bedst kan beskrive som et “direkte access” system. Med en hidsig armbevægelse angreb han bunken foran sig, omtrent i midten, lige som en “direkte access” computer disk arm. Den bevægede sig op og ned, næsten som havde den sin egen vilje, frem og tilbage som om den læste en usynlig kode, der var indprentet i hans hjerne. Papirer fløj op og ned i alle retninger, mens armen udførte sin søgning. I løbet af en ti sekunder havde han fundet et ark papir, som han holdt sejrssikkert op i luften med endnu en hjertelig og ægte latter, som jeg nu var begyndt at genkende som hans meget specielle varemærke. Man kunne simpelthen ikke lade være med at lide manden.
