Essensen af Forrester/Meadows modellen var at angribe en af det tyvende århundredes hellige køer – økonomisk vækst som universalmiddel mod alle problemer – og vise, at det kun var et spørgsmål om tid, førend den globale vækst bliver sat tilbage af en eller flere af hinanden afhængige faktorer – befolkningstilvæksten, den industrielle forurening, forbrug af begrænsede ressourcer, eller fødevareproduktionen – som alle har en øvre praktisk grænse i en endelig verden, der ikke som først antaget har uendelige ressourcer. Modellen viser, at ligegyldig hvilke antagelser og optimistiske forudsætninger, vi end kommer med, så vil en af disse faktorer udgøre en begrænsning – og dette vil sandsynligvis ske inden for en tidshorisont på 50-100 år. Hvis man antager, at der opdages flere ressourcer, bliver den øgede forurening den vigtigste begrænsende faktor, og menneskeheden ender med at blive kvalt i sit eget affald. I de fleste scenarier betyder enden på økonomisk vækst et totalt sammenbrud og opløsning af det globale samfund.
….
Grænser for vækst- modellen blev i sidste instans kørt i sænk af vækstøkonomerne. Et meget vigtigt stykke forskningsarbejde blev begravet uden af have haft nogen synlig politisk effekt. Vækstsyndromet var tilsyneladende for dybt indgroet til at kunne fjernes – ikke engang af den politiske venstrefløj.
….
På et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, når vor tids historie skal skrives om (som det altid sker ud fra en ny tidsalders perspektiv), ville det ikke overraske mig, om Niels Bohr får tildelt rollen som den videnskabsmand, som mere end nogen anden lagde grunden til det enogtyvende århundredes nye paradigme – et paradigme af syntese og holisme, som stadig er ved at blive formuleret.
