i-fuld-gangEn forårsdag i 1965 mødte jeg op på Palsby og Co’s kontorer i Bredgade og blev vist ind et stort mødelokale med højt til loftet. Der var en lidt tung lugt af møbler fra det nittende århundrede, smukke håndudskårne mahognipaneler, og en samling ægte orientalske og tyrkiske tæpper. På et bord lå et eksemplar af det agtværdige gamle finanstidende “Børsen” (før det genopstod som moderne avis sidst i tresserne). Avisens mildt sagt ikke særlig brugervenlige layout så ikke ud at have ændret sig de sidste halvtreds år.

Jeg havde fundet ud af, at Palle Palsby ikke alene var den største børsmægler i byen men også formand for Børsen og viceborgmester i Hørsholm Kommune nord for København — tydeligvis en af samfundets støtter. Derudover blev hans navn trykt dagligt i det eneste danske aktieindeks, Palsbyindekset, som blev offentliggjort i alle aviserne — et dygtig PR træk, tænkte jeg. Det varede ikke længe, førend Per Palsby, ejerens søn, som var på min alder — jeg var seksogtyve dengang — trådte ind for at møde mig. Vi fandt hurtigt ud af, at han var bekendt med den slags transaktioner, som jeg ønskede at udføre, og som han allerede selv arbejdede med for andre kunder. Jeg gik derfra i sikker forvisning om, at det var her, jeg skulle gøre mine forretninger.

I løbet af de næste tre års tid handlede jeg med Palsby og Co. og næsten altid med Per. Jeg traf kun Palsby senior en enkelt gang og det kun kort. Lige fra begyndelsen havde jeg gjort det klart for Per, at det var mig, der traf beslutningerne, og at han så kunne komme med gode råd og kommentarer. Han skulle ikke tage sig af det, hvis jeg valgte at se bort fra hans råd. Faktisk fandt jeg snart ud af, at hans rådgivning var ret dårlig. Og det i en grad, at han næsten altid tog fejl af markedets kortsigtede bevægelser. Det fungerede udmærket faktisk, på en noget barok måde, så længe jeg gjorde det modsatte af, hvad han anbefalede. Det gjorde jeg så, og ofte med ret gode resultater. Der findes ikke noget værre end en investeringsrådgiver, der tager fejl halvdelen af tiden — så hellere en, der tager fejl hver gang! Måske skulle jeg have fattet mistanke. Det var først langt senere, efter at støvet havde lagt sig, at det dæmrede for mig, at der måske havde været en metode i galskaben.