Den græsk-kypriotisk kristen mystiker, Daskalos, taler om døden
En fejlfortolkning af døden er én af hovedtragedierne i det Newtonske paradigme. Ifølge den moderne videnskab, som danner grundlaget for de flests ”trosystem” er livet en tilfældig sammensætning af kemiske reaktioner, og livet betragtes som et lykketræf. Man kan derfor næppe forvente, at menneskets opførsel vil være andet end et eneste stort egotrip. Hvilket netop er det, vi oplever på jorden for øjeblikket. Hvilken tragisk misforståelse.
“Døden,” siger Daskalos, “er en overgang og ikke en udslettelse.” Ved døden afkastes det fysiske legeme, men bevidstheden overlever, da det astrale og mentale legeme fortsætter. Denne misforståelse og troen på det modsatte er kilden til en stor del af vores elendighed. Daskalos hjalp ofte aktivt med til at føre mennesker gennem denne overgang. Døde mennesker forstå ofte slet ikke, at de er døde, fordi deres trosopfattelse ikke har forberedt dem ordentlig herpå. De opdager, at de stadig har en bevidsthed. Det kan være ret forvirrende. Ulig de fleste af os i den fysiske verden, kan Daskalos arbejde ude af kroppen på det astrale plan eller det mentale plan i fuld bevidsthed. Markides giver mange eksempler, hvor Daskalos går i trance eller i dyb meditation i sin stol og efter en stund vender tilbage og beretter om, hvordan han hjalp andre med at finde deres rette pladser efter overgangen. I mange tilfælde rejste Kostas sammen med ham, og de sammenlignede deres oplevelser bagefter. Vi taler derfor om realiteter her og ikke projektioner.
Der findes en udstrakt litteratur om mennesker, der har oplevet en fornemmelse af den astrale verden i nær-døds oplevelser. De fastholder typisk alle deres sanser, hukommelse og bevidsthed, mens de iagttager deres fysiske legemer på et operationsbord eller i forbindelse med en ulykke. I disse tilfælde vender de tilbage og fortæller os om deres oplevelser. Ved dødens indtræden er oplevelsen grundlæggende den samme bortset fra, at man ikke kommer tilbage og fortæller om den. Det gælder dog ikke Daskalos, Kostas og få andre af samme støbning, der har oplevet døden fra den anden side, og som har fortalt herom. Efter en startperiode med en vis forvirring og med hjælp fra andre sjæle, der ikke nødvendigvis befinder sig på det fysiske plan på det tidspunkt, finder hver sjæl sin rette plads. Måden, hvorpå det sker, er ret fascinerende.
Daskalos fortæller os, at der er fuldkommen frihed til at bevæge sig på de astrale planer. Der er ingen, som fortæller dig, hvor du skal være, eller hvad du skal lave. Alt, der er behov for, for at kunne bevæge sig i rummet, er tanken. Han siger, at der er syv eksistensplaner, og at hvert plan har syv underplaner. Hvert underplan har ligeledes syv under-underplaner, der alle har forskellige vibrationshastigheder. (Gurdjieff lærte interessant nok også, at der var syv eksistensplaner). Daskalos siger, at han ikke er klar over, om der findes yderligere underplaner. Hver personlighed har også en bestemt frekvenssvingning, der er bestemt af hvor udviklet personens “psycho mentale” legeme er. Daskalos kalder det for vort “amorfiske” legeme, der er lokaliseret i hjerteregionen.
Vi finder os bedst til rette på det plan, der modsvarer vort eget personlige frekvensniveau. Der er principielt intet, som hindrer os i at bevæge os højere op til andre niveauer, men det ville være som at køre med en hastighed på 250 km i timen på en hovedvej, hvor man er vant til at køre 110 km i timen. Man ville ønske sig tilbage til den gamle hastighed. Det er derimod let nok at bevæge sig ned i hastighed. Mange gør det for at kunne besøge eller hjælpe andre på de lavere planer. Daskalos beretter om nogle forstemmende oplevelser i forbindelse med at besøge og hjælpe sjæle på nogle af de laveste niveauer. Det er niveauer som, siger han, på en måde er smukke, men meget mørke og som man kunne kalde “helvede”. Alle er dog frie til at bevæge sig opad, når de er rede hertil. Alle vil til sidst gøre det. Det er mesterplanen.
