KALI_forsidenHun lukkede øjnene og holdt mit ur mellem begge sine hænder i sit skød. Der var stilhed længe. Jeg følte mig mere og mere utilpas. Intet var længere borte fra min baggrund og oplæring end det okkulte, selv om jeg så afgjort havde en vis interesse heri. Til sidst åbnede hun øjnene og sagde:
“Det er ikke kommet til overfladen endnu. Men det vil ske, selv om det er meget fjernt fra dit sind lige nu. Du har vandret ad den mystiske vej i mange af dine tidligere liv. Du er endda blevet brændt levende på grund af din overbevisning”, tilføjede hun og smilte.
Det var ret langt ude for mig. Jeg spurgte:
“Hvis jeg besidder alle disse evner, hvordan kan det så være, at jeg aldrig har oplevet selv det fjerneste i den forbindelse?”
Hun lukkede øjnene igen:
“Det er mærkeligt. Jeg vil prøve at få et svar herpå sagde hun. Igen en lang pause. Så:
“Tidspunktet er ikke inde. Du er ikke parat endnu. Der findes tilsyneladende andre ting, som du må gøre; oplevelser, som du skal have først. Der er meget stærke kræfter involveret.  Ren ildenergi! Hvis denne energi frigives for tidlig, kan du ende på et sindssygehospital. Når denne type kræfter er involveret, må man være i absolut balance, ellers vil de sønderflænge én”, sagde hun strengt. “Det vil være som at gå på line, når det sker”, sagde hun bistert, og så ikke med stor optimisme på mine muligheder.
Jeg tænkte på Indien, hvor jeg næsten destruerede mig selv. Der synes at være visse paralleller her. Jeg fortalte Isabella kort om mine oplevelser i Norge og i Indien uden at gå i detaljer. Var disse hændelser på nogen måde forbundet til det, hun sagde? Hun gik igen ind i en periode med stilhed, før hun talte igen:
“Jeg får fortalt, at du var i berøring med de akasiske optegnelser i Indien. Begge disse oplevelse var indvielser.”
“Akasiske optegnelser? Indvielser? Hvad taler du om?”, spurgte jeg.