Så skete det. Det var næsten som om jeg gik gennem et forhæng eller gennem en lydbarriere. Som om alt omkring mig var smeltet bort. Det var ubeskriveligt. Det varede kun et sekund eller to. Susen, susen. Derefter kom der en stor stilhed. Og kraft! Jeg havde aldrig drømt om, at der fandtes en sådan kraft. Mit sind og legeme blev isnende klar. Ubeskriveligt. Smukt. Som Supermand. Jeg sank ind i dette fuldstændig afslappet. Jeg fandt stort behag heri, men var forundret over at det rent faktisk skete. At det var muligt. Jeg sparkede ikke mere, men lå ubevægelig på madrassen i denne ubeskrivelige kraft, fuldt bevidst om at jeg kunne gøre, hvad jeg ønskede med den, og at jeg havde al den tid, der fandtes i verden.
“Du må forstå, at dit raseri og frygt først må frem, før sand kraft kan blive fundet. Så længe der er ubalance her, er kraften i ubalance.
Måden, hvorpå man kan bringe balance her, er, at man tillader sig selv at føle frygt og rædsel indtil frygt og rædsel af sig selv omdannes til vrede og raseri. Lad den sorg, der presser på, komme frem i en atmos fære af accept. Det har betydning i dit forhold til kraften. Hvis man føler raseri, må man lade raseriet herske til det af sig selv går over i frygt og rædsel og giver plads for sorgen.”
Så opstod følelsen af, at jeg skulle bruge kraften. Fra et sted dybt nede opstod en tilskyndelse til at ødelægge. Jeg fattede mig rolig og begyndte at rejse mig, idet jeg skubbede de fem personer, der prøvede at holde mig nede, tilbage. Der stod flere personer omkring os. Nogle så overrasket til, mens de lå på deres madrasser. Lisbet så meget bange ud.
“Den åbne vrede må have plads og lys, at den kan helbredes. Det allervigtigste man kan give er en virkelig reaktion herpå, uanset hvor risikabelt det ser ud til at være.”
Grof holdt min arm fast. Jeg så på ham og sagde:
“Grof, jeg slår alle i dette rum ihjel, og jeg vil begynde med dig”.
