Om aftenen efter solnedgang vandrede jeg hen ad vejen til Ganeshpuri og tilbage igen. Langs vejen var der små boder – hvor man solgte smykker og diverse småting. Der var stadig ret mange mennesker ude, og de fleste bar lange, flagrende rober. Et par hundrede meter fra ashramaen var der kun nogle få lys her og dér, som adskilte den snavsede vej fra det fuldkomne mørke. En rumlen i mørket viste sig at være en oksetrukket kærre med træhjul. Den syntes at stige ud af mørket som et spøgelse fra fortiden. Det kunne let have været sådan også for to tusinde år siden, tænkte jeg. Tiden syntes at stå stille i denne sælsomme atmosfære. Mine tanker vandrede flakkende omkring, da jeg nærmede mig ashramaens oplyste område igen, og jeg så op mod den stjerneklare himmel.
“Der er ingen grund til, at en momentan opvågning ikke kan
finde sted. De, der oplever den, er i sandhed velsignede.”
Pludselig følte jeg en prikkende fornemmelse i mine ben – meget kraftig – en smule som gåsehud, men kraftigere. Uden varsel løb der en let skælven gennem min krop, som passerede jeg gennem en usynlig barriere. Noget syntes at sige “pop” – Whoosh, whoosh. Blot i et sekund eller to. Jeg vågnede op. Pow! Bare sådan.
“Det kan ske på et øjeblik. Der er kun tale om et skridt,
en beslutning, et øjeblik. Når det sker, er det så let som
et åndedræt eller så let som et smil. Pludselig, pludselig
forstår du på et visheds-plan, der udelukker al viden. Dine
øjne er klare, og du ser for første gang det, der ligger bag
fængselets mure, og du springer. Du springer ind i det u-
kendte: levende, vågen og opmærksom og for første gang
klar over hvem du virkelig er. Du vil vide, hvornår du er
parat til at foretage dette spring. Der er ikke andre valg-
muligheder. Du vil pludselig indse, at al din frygt, alle dine
problemer og alle dine dilemmaer blot er en del af en drøm.”
Jeg så mig omkring. Alle sov, og jeg vandrede langs vejsiden som om intet var hændt. Min første tanke var: Min Gud, vi har alle sovet. Jeg må være den første, der er vågnet op. Hvad sker der? Jeg må hellere se at vække de andre og finde ud af det.
Så tænkte jeg: “Hvem bestemmer her? Hvem styrer denne drøm? Hvor er lederen? Hvor er kontrollen? Jeg følte det, som var jeg alene, forstødt til en eller anden fremmed planet og nu stod der blandt alle de projektioner, der gik omkring i deres drømme og uden kontakt med “mit folk”.
“Når du vågner op i din nye tilstand, kender du dig på én gang
som én blandt mange og som én af mange.”
“Hvad skal jeg gøre nu?”, tænkte jeg. Højt sagde jeg: “OK, hvordan er spillereglerne?” og ventede halvvejs en form for svar et eller andet sted fra, en erkendelse eller instruktion. Jeg tænkte: “Hvor er resten af holdet?”
