KALI_forsidenReinkarnation og kristendom

Ét af resultaterne af at politisere den kristne kirke efter Jesu død har været, at to af de oprindelige koncepter — reinkarnation og karma  — er blevet redigeret ud af  de officielle skrifter og fra de almindelige trosbekendelser. Dette har skabt meget store besværligheder for mennesker med den kristne tro at forstå visse fundamentale forhold i livet. Ét af de mest slående eksempler i forbindelse med Daskalos’ lære er den centrale rolle, som disse to forhold spiller i forståelsen af, hvad der sker i vore liv. Uden disse sider af livet bliver tingene forvirrende og meningsløse for os. Men tager man dem med, falder mange ting på plads. Jeg vil bruge lidt tid på dette, da det er en vigtig anstødsten for kristne i deres forsøg på at “krydse barrieren” til det, jeg kalder det nye paradigme.

Disse to forhold, reinkarnation og karma, bliver af de fleste kristne i dag betragtet som “østerlandske” opfattelser. Faktisk er tankerne omkring reinkarnation og karma også lige så gamle som antikken og kan spores i vedaerne. I dag er begge nøgleelementer i Buddhismen, Islam og Hinduismen, hvis medlemmer repræsenterer størsteparten af jordens befolkning. Det man ikke er klar over er, at disse tanker er lige så fundamentale i kristendommen. Som følge heraf er der opstået stor forvirring. Reinkarnationstanken blev redigeret ud af den officielle kristne kirkes trosbekendelser af politiske årsager ved det femte ekumenske kirkemøde i Konstantinopel, der også af nogle kaldes Det andet rådsmøde i Konstantinopel i året 553 efter Kristus, indkaldt af kejser Justinian.  Kejseren fyldte konferencen med sine østerlandske tilhængere som protest mod at den romerske pave, Vigilius, nægtede at deltage ved mødet. Paven blev efterfølgende faktisk holdt i fangenskab af kejseren i otte år som følge af sin uforsonlighed mod kejseren.  Har du vanskeligt ved at acceptere dette, hvilket mange kristne har, kunne du gøre dig ulejligheden med at tjekke referencerne. Det står her alt sammen, og det er sandt.

Den kristne kirke blev meget hurtig af de herskende kræfter i Europa betragtet som et instrument til at fastholde kontrollen over masserne. Men hvorfor blev en tro på reinkarnation betragtet som en potentiel trussel? Svaret findes i bogen af Head og Cranston: Reincarnation: The Phoenix Fire Mystery:
  “Hvorfor var en tro på reinkarnation så anstødelig for troens forsvarere? Der kan gives flere grunde hertil, men den underforståede psykologi i selve reinkarnationstanken kan være den bedste forklaring. Læren holder mennesket selv ansvarlig for sin egen udvikling og frelse. Tilhængere af denne lære har derfor ikke brug for præster eller ydre love, ritualer eller konformitet. Opfindelser så som skriftestolen, løskøbelse og aflad, der blev indført af autoriteterne, blev af tilhængere af evolution igennem genfødsel betragtet som svigagtige eller falske. Derfor bliv disse tilhængere forfulgt gennem mange århundreder, hvor den dogmatiske religion havde magten.”

Det er forståeligt, at folk, der tager et personligt ansvar for deres egne liv og skæbner, ikke så let kan manipuleres af politikere. De er faktisk de farligste opponenter til udemokratiske despoter. Ved begyndelsen af det sjette århundrede efter Kristus var den kristne kirke blevet en politisk magt, man måtte regne med og var en potentiel fare for den herskende elite. Reinkarnationen var blevet en naturlig del af dens lære, der for en stor del var baseret på gnosticismen, der var ” en af de mest magtfulde tankestrømninger, som  indvirkede på den kristne doktrin og handlemåde”. Reinkarnationstanken blev kraftig understøttet af Origen (ca. 185 – 254 efter Kristi fødsel). Han var “den mest agtværdige og indflydelsesrige af alle teologer ved den gamle kirke, måske lige med undtagelse af Augustin,”  og tanken blev accepteret som et officielt dogme gennem fem århundreder.

Tanken var også almindelig på Jesu tid. Mange henvisninger hertil blev senere fjernet fra Det nye Testamente for at skabe andre opfattelser af teksterne. Karma var også en del af Jesus’ lære, men den blev misforstået af mange – f.eks. “De, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet.”

Hos de fleste mennesker er kristendom synonym med den kristne kirke. Men sådan forholder det sig ikke. Kristendommen henviser til Kristi lære. Den kristne mystik er den sande repræsentant for kristendommen i dens fundamentale betydning, mens kirken grundlæggende har været et instrument for politik og for magtudøvere siden de første århundreder af det første årtusinde, og er hele tiden i stigende grad afveget fra de oprindelige dogmer. Den sande kristne tradition er blevet videreført gennem tidsaldre af en lille gruppe mennesker, der forblev loyale mod den oprindelige lære. Det er grupper som gnostikere, katarere, rosenkreuzere, tilhængere af Franz af Assisi og Francis Bacon og mange andre mindre kendte personer. Få har overlevet til vore dage. Daskalos repræsenterer denne tradition. De fleste gik under jorden efter at Giordano Bruno blev brændt på bålet i 1600, da han prøvede at reformere kirken indefra.