KALI_forsidenOnsdag eftermiddag oprandt endelig. Jeg tog et brusebad og iførte mig min bedste skjorte, som jeg havde lagt til side til lejligheden. Jeg tog også halskæden med den røde agatmedaljon, som var blevet velsignet af  Muktananda, og som jeg i høj grad forbandt med min tid i Ganeshpuri, om halsen. Peter var rejst på det tidspunkt, og jeg sad sammen med to andre danskere. Mit hjerte begyndte at banke, da det viste sig, at vores kø blev nummer ét, hvilket var første gang det skete siden den allerførste morgen. Skulle min forudanelse vise sig at være sandhed?

Vi havde dårligt nok sat os, og folk kom stadig ind på pladsen bag os, da Baba viste sig i tempeldøren og i lige linie gik over til mig og gav mig en opstrakt tommelfinger. Jeg spurgte om hele gruppen kunne komme med, og han nikkede. Vi gav derfor signal til de andre i vores gruppe inklusive kvinderne i den anden afdeling og begyndte alle at gå frem mod templet i opløftet stemning. Vi blev bedt om at vente nogle få minutter nær indgangen. Vi var tolv personer fra Danmark, fire mænd og otte kvinder, og fik kort efter selskab af otte personer fra Italien samt to kvinder, som jeg ikke kendte nationaliteten af.

Darshan var usædvanlig kort den dag, kun omkring ti minutter, sådan føltes det i al fald. Baba sluttede sig til os og førte os ind i et lille samtaleværelse med kun én stol i det ene hjørne til ham selv. Vi andre sad på gulvet. Jeg sad nærmest ham ved hans fødder. Efter nogle få indledende høfligheder, henvendte han sig til en mand bag mig, som han kaldte “advokaten fra Milano,” og spurgte ham, “Hvad vil du gerne have?.” Til dette svarede manden, lidt pompøst tænkte jeg: “Jeg ønsker intet materielt fra dig.” Baba spøgte med ham og nødede ham: “Kom nu. Jeg har noget her til dig.” Han var som en elskelig bedstefar sammen med sine børnebørn. Jeg tror, at han kunne lide at gøre sådan. Han siger selv, at han ikke kan lade være. Han lavede den berømte cirklende bevægelse med højre hånd, som han bruger til at materialisere ting med, og da han åbnede hånden, lå der en smuk ring i hans håndflade.

Der findes mange beretninger om, at de ringe, som Baba skaber, ofte er meget individuelle og at de har en særlig betydning for den person, de er lavet til. I visse tilfælde er de helt enestående. Jeg tænkte derfor, at manden bag mig — uanset hans spirituelle niveau —måtte være godt dum, når han to gange gentog, at han ikke ønskede noget materielt fra Baba.Baba  tog afvisningen i stiv arm uden at vise tegn på  fornærmelse og sagde: “OK”. Så holdt han håndfladen op foran sit ansigt ikke mere end omkring tredive centimeter fra mine øjne og blæste på ringen. Den forsvandt. Bare sådan. Jeg havde hørt om lignende tilfælde tidligere. Jeg smilede. Jeg behøvede ikke beviser på dette tidspunkt. Jeg følte bare morskab. Så fortsatte han straks til den næste. Det var en af de to kvinder, som ikke hørte til den danske eller italienske gruppe. Ud fra samtalen stod det klart, at han kendte dem fra et tidligere besøg. Efter at have talt en stund bad han den ene om at holde hånden frem. Med den sædvanlige drejning af sin hånd frembragte han en ring, som han lod falde ned i kvindens hånd. Hun var naturligvis begejstret.

Han fortsatte til andre i værelset; materialiserede vibuthi til et par italienske kvinder og ringe til to af de danske kvinder. Han vidste helt tydeligt, hvem man var, og hvem der var med hvem. Så demonstrerede han sin særlige form for humor, da han henvendte sig til én af de italienske mænd i baggrunden og alvorligt spurgte ham: “Hvad er tid?”. Manden var en intellektuel type og begynde at holde et mindre foredrag for os. Han blev dog hurtigt afbrudt af Baba, der sagde: “Nej, nej. Det er ikke tid. Det her er tid,” og med en håndbevægelse frembragte han et armbåndsur, som han fortsatte med at sætte på mandens håndled. Vi morede os alle og samlede os for bedre at kunne se. Uret havde et billede af Baba på selve skiven. En eller anden sagde, at uret ikke var stillet rigtigt. Baba så koncentreret på det, og viserne begyndte at dreje sig,  indtil uret angav den rigtige tid. Utroligt!