Kroniken/ 20. oktober 1999

Af Ross Jackson

I stedet for den ødelæggende globalisering, der måler alt i penge, foreslår kronikøren økosamfundsbevægelsen og visioner om et liv, som det store flertal af  menneskeheden ønsker. I dag udkommer hans bog I Fuld Gang på Hovedland. 

DET STORE MODEORD i 1990erne er globalisering. Men det er de færreste, der har forstået, hvad det egentlig handler om. Og hvor meget der står på spil. Derfor er det meget vigtigt, at alle sætter sig ind i, hvad der er ved at ske. Desværre bruges ordet globalisering i to meget forskellige betydninger af forskellige skribenter. Det skaber forvirring. Jeg bruger ordet i betydningen den kommercielle globalisering, som nok er den mest udbredte anvendelse. Men nogle bruger det samme ord til at dække over en række mere generelle tendenser, der knytter forskellige verdensdele sammen, såsom Internettet, informations-teknologiens fremmarch, kulturudveksling, den globale landsby, osv. Forskellen er vigtig, fordi sidstnævnte faktorer repræsenterer positive udviklinger, mens værdien af den første, den kommercielle globalisering, er meget mere tvivlsom.

For globaliseringens ivrige tilhængere, som omfatter hele den private sektor og de fleste regeringer, er globaliseringen den logiske følge af den triumf, som kapitalismens frie markedskræfter fejrer over kommunismen, og som den økonomiske liberalisme fejrer over såkaldt protektionisme — det økonomiske udtryk for den traditionelle beskyttelse af lokale markeder med told og skat på udenlandske varer. I kraft af en meget dreven pr fra de multinationale selskaber og deres allierede politikere sælges globaliseringen til verdens-offentligheden som hele menneskehedens store velgører. ‘Ineffektive’ og hidtil ‘beskyttede’ markeder åbnes for konkurrence, hvilket presser priserne ned ’til gavn for forbrugerne’, Men hvad de ikke siger er, at globalisering bare er en anden form for protektionisme — nemlig aktionærprotektionisme til gavn for en lille klike internationale investorer. Målet er et sammenhængende globalt marked af varer og serviceydelser med en fri og uhindret strøm af kapital og varer tværs over landegrænserne. Det mest konkrete resultat til dato af strategien er etableringen af WTO (World Trade Organisation).

Globaliseringstilhængere hævder, at de kan levere en optimal udnyttelse af ressourcerne ved at fjerne barriererne for den frie handel. Derudover lover de bæredygtig vækst, mindre arbejdsløshed og en højere levestandard for alle. Men hvordan er virkeligheden? Efter min mening hviler globaliseringen ikke alene på et falsk teoretisk grundlag, den har ikke, kan ikke og vil ikke nogen-sinde levere bæredygtig vækst, mindre arbejdsløshed eller en højere levestandard — undtagen til aktionærerne i de multinationale selskaber. Tværtimod tror jeg, at den vil få katastrofale følger for menneskeheden både på den nordlige og den sydlige halvkugle. Tidligere verdensbankøkonom Herman Daly fremhæver følgende: ”l den neoklassiske økonomi afhænger en effektiv fordeling af ressourcer af registreringen og internaliseringen af alle udgifter. Udgifterne er internaliserede, hvis de betales direkte af de enheder, som er ansvarlige for dem – som når f.eks. en producent betaler for at komme af med sin fabriks giftige affald og hæver prisen for at dække denne udgift.” (1)

Men i den moderne verden internaliseres udgifterne ikke, fordi det aldrig er lykkedes at nå til enighed om, hvordan man skal gøre det uden at forringe konkurrence-mulighederne i forhold til lande, som ikke vil være med. Resultatet er et skævt forbrug af ressourcerne, hvor de multinationale udnytter situationen ved at producere de forkerte ting til de forkerte priser og så sende regningen for de reelle omkostninger ved at drive deres forretning videre til skatteyderne.

Et grundlægggende aksiom (selvindlysende grundsætning, red.) inden for mit felt, operationsanalyse, som gælder alle optimeringsproblemer, er, at indtægter og udgifter skal tilskrives den samme beslutningstager. Ellers får man en forvridning, det vil sige en forkert løsning set ud fra et helheds-synspunkt. Og det er netop denne form for forvridning, der sker med de multinationale selskaber, fordi de ikke bliver gjort ansvarlige for de udgifter, de påfører samfundet. Ethvert selskab har mange såkaldte interessenter — det vil sige nogle, som har en naturlig interesse i selskabets beslutninger. De omfatter aktionærerne, de ansatte, kunderne, leverandørerne, skattevæsnet og ikke mindst lokalsamfundene, hyor de opererer. Ikke desto mindre gavner globaliseringen udelukkende aktionærerne, mens det overlades til alle de andre interessenter at bære udgifterne, for eksempel til rensning af miljøet og til at klare de arbejdsløshedsproblemer der opstår, når virksomheden beslutter sig til at flytte produktionen til et mere attraktivt, dvs. billigere, område.

Globalisering skulle rettelig hedde aktionærprotektionisme, for det er det, det hele handler om. Spørgsmalet bør være: Hvem har mest brug for beskyttelsen — et lille mindretal af aktionærer eller det store flertal af menneskeheden? Så længe vi ikke kalder tingene ved deres rigtige navn vil vi ikke stille de rigtige spørgsmål. Desværre har både offentligheden og vore politikere taget globaliseringen til sig og sat den på dagsordenen for vores fælles fremtid uden at stille spørgsmål til den.

Fortalerne for de såkaldte frie markeder begrunder ofte deres påstande med, at deres system vil tilfredsstille alle menneskers behov for den mindste omkostning med henvisning til den klassiske økonom Adam Smith og hans teori om ‘den usynlige hånd’. (2) Men heller ikke her holder argumenteme. Det er sandt nok. at Adam Smith påviste, at konkurrence mellem mange leverandører giver de laveste priser for forbrugeren. Men hvad globaliserings-fortalere ikke fortæller, er at en af Smiths vigtigste antagelser var, at kapitalen forbliver lokal. Når kapitalen ikke hører hjemme nogen steder og kan flyde frit, holder teorien ikke længere. For eksempel risikerer vi så disse pludselige skift i kapitalbevægelser, som ødelagde Mexico i 1994 og Fjernøsten i 1997-98. I virkeligheden var Smith imod monopoler og ville uden tvivl være imod aktionærprotektionisme, hvis han havde levet i dag.

Ironisk nok giver befolkningen altid udtryk for den modsatte prioritering, når de bliver spurgt, som det f.eks. fremgik af en OECD-undersøgelse, som blev offentliggjort for få år siden. De vil gerne have rent vand, ren luft og jord, mad uden giftstoffer, trygge og fredelige omgivelser, meningsfyldt arbejde og et dejligt og naturligt miljø. Og hvad får de så? Forurenet vand, som man hverken kan drikke eller bade i, luft, der ikke bør indåndes, forgiftet og svindende muldlag, pesticider og antibiotika i maden, kriminalitet på gaden, voksende arbejdsløshed, social splittelse og masser af flotte erklæringer om behovet for at rense ud, når vi kan få råd til det. Ideen om, at den evige økonomiske vækst er løsningen på alle vore problemer, er den herskende opfattelse blandt beslutningstagere verden over i vore dage —  nærmest en religion, som hele spektret af politiske partier såvel som flertallet i befolkningerne har taget til sig uden at stille spørgsmål. Men det gør det ikke mere rigtigt. Efter min mening, er der tværtimod tale om fortrængning af den ubehagelige virkelighed. Man nægter at se i øjnene, at tingene har ændret sig for altid her på vore klode. Vores såkaldte økonomiske vækst er en illusion.

Herman Daly påpeger, hvordan vi kan drage nytte af det, han kalder ”læresætminger om det umulige« i videnskaben, så at vi kan spare os selv for at spilde vores energi på at stræbe efter umulige mål. Han påviser, at det er umuligt for verdensøkonomien at vokse sig ud af fattigdommen og nedbrydning af miljøet. De frie markedskræfters modebegreb ”bæredytig vækst” er i sin essens et oxymoron — et selvmodsigende udtryk, hævder han. (3)

En undersøgelse foretaget af biologen P M Vitousek, som Daly omtaler, påpeger, at den menneskelige kultur tydeligvis ikke kan forbruge mere end l00 procent af fotosyntesens primære nettoproduktion, som solen sørger for, hvilket automatisk giver en grænse for fysisk vækst. (4) I øjeblikket bruger vi omkring 25 procent af denne totale produktion og 40 procent af den mere relevante totale produktion på landfaste områder. En tredobling af det nuværende totale forbrug ville således være et realistisk bud på, hvor meget et økologisk bæredygtigt samfund maksimalt kan forbruge, uanset hvad det samlede befolkningstal så er. Til sammenligning ville det kræve den syvdobbelte produktion, hvis alle skulle nyde det gennemsnitlige amerikanske forbrug per person ved det nuværende befolkningstal. I mellemtiden fordobles verdens befolkning ca. hvert fyrretyvende år, hvilket vil sige, at hvis befolkningen fordobledes, og alle skulle leve som amerikanerne gør i dag, ville det kræve en l4-dobling af produktion. Det vil sige, at vi ville have brug for mindst fire kIoder! Daly mener, at selv det nuværende produktionsniveau ikke er bæredygtig, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Vi er knap nok begyndt at betale for vore tidligere synder.

Før eller siden vil vi komme til at leve i et helt anderledes samfund baseret på nye værdier — et økologisk bæredygtigt og menneskeværdigt samfund. Det store spørgsmål er ikke længere, om vi vil leve bæredygtigt overalt på planeten, men hvordan vi kommer frem til det, og hvor lang tid det vil tage før vi skaber et samfund, som indretter sig efter folkets behov, ikke aktionærernes. Det er uundgåeligt, og det er en fremtid, som folk i den globale økosamfundsbevægelse er ved at forberede. De er i fuld gang ved at bygge fundamentet til et nyt samfund, der hviler på et andet grundlag, hvor økonomien er underlagt menneskets behov, og ikke omvendt. I øvrigt i fuld overensstemmelse med Agenda 2l, men næsten uden støtte fra nogen regering. Økosamfunds-bevægelsen er stadig i sin vorden. Men den er en væsentlig frontlinie i et historisk skift. Og det viser sig, at de har mange kampfæller i kulisserne, som følger udviklingen nøje.

En undersøgelse foretaget af sociolog Paul H Ray i USA i 1996 viser, at noget betydningsfuldt er på vej under overfladen.(5) Rays metode er at måle samfundsværdier, og hvordan de ændrer sig med tiden. Han definerer tre hovedgrupper i USA, som han kalder Traditionalisterne (29 procent), Modernisterne (47 procent) og Kulturskaberne (24 procent) (Cultural Creatives) og beskriver dem i korte træk på nogenlunde følgende måde. Traditionalisterne er konservative, kirkegængere, lokalsamfundsorienterede, provinsielle, familieorienterede og med hvad man kunne kalde en dogmatisk tankegang. Modernisterne er den dominerende gruppe — de er materialistiske, gudløse, egoistiske, forbrugsorienterede, succesorienterede, pengefikserede og begejstrede for den moderne teknologi. Kulturskaberne er optagede af miljøhensyn, fællesskab, menneskelige værdier, en ny bevidsthed og globale problemer — og næsten to tredjedele af dem er kvinder.

Det mest interessante ved Rays undersøgelse er, at sidstnævnte gruppe — som repræsenterer, hvad jeg kalder lokalsamfundsværdier — er den hurtigst voksende gruppe. Den var næsten ikke målbar midt i 1970erne, hvor den var mindre end 4 procent. Ray påpeger, at vi er vidner til en enestående eksplosion i forhold til de kendte historiske kulturskift, som normalt sker meget langsomt. Et andet interessant aspekt, som Ray gør opmærksom på, er, at medlemmerne af den sidstnævnte gruppe — Kulturskaberne, indtil nu ikke rigtigt har fundet hinanden. De føler sig isolerede, har intet fælles tidsskrift, er ikke politisk repræsenteret ved et parti, og man kan heller ikke tale om en fælles identitet endnu. Det er til dels, fordi medierne og det politiske liv er stærkt kontrolleret og domineret af modernisterne. Men tingene er ved at ændre sig, bl.a. på grund af Internettet, hvor Kulturskaberne er ved at finde hinanden. Min formodning er, at fænomenet ikke kun findes i USA, men at en europæisk undersøgelse med stor sandsynlighed ville afspejle et lignende mønster. Set i lyset af Rays undersøgelse er økosamfunds-bevægelsen helt klart en del af Kulturskaberne. En konfrontation med Modernisterne — som i høj grad står bag den kommercielle globalisering – er uundgåelig før eller siden.

Kort sagt står globalisering for det diamentralt modsatte af lokalsamfunds-værdier. Det sidste svarer til det humane samfund, som det store flertal af menneskeheden ønsker. Det første, hvor alt måIes i penge, er, hvad de er ved at få. De to begreber rummer to vidt forskellige værdisystemer, som kan føre til to lige så forskellige bud på et fremtidigt samfund. Hvis vi holder os til Paul Rays terminologi, er de herskende i øjeblikket Modernisterne, og modstanden fra Kulturskaberne er svær at få øje på, men den er på vej, og den vil komme nedefra, ikke ovenfra. To gode eksempler for nyligt: 1. de engelske forbrugeres sejr over gensplejset mad — samtlige supermarkeds-kæder kapitulerede til sidst; 2. de franske bønder, der sidste uge råbte, at globaliseringen var gået over gevind og var ved at smadre deres landsby-kultur, og demonstrerede ved at demontere en McDonalds forretning. Den næste større mediebegivenhed er WTO-mødet i Seattle ultimo november, som samler modstandere fra hele USA til at insistere på et moratorium på WTOs fremmarch, mens verdenssamfundet fordøjer de hidtidige resultater (læs: banankvotaer, hormonkød, m.m. , og hvordan en tre-mands WTO-tribunal i Schweiz kan diktere, hvilken lov 350 millioner EU-borgere skal rette sig efter). Det, vi ser i disse folkeoprør, er kun begyndelsen til en konflikt, der nok vil komme til at tage til i det nye millenniums første arti; en ret enestående konflikt historisk set med en oprørt global befolkning mod ikke bare de multinationale, men mod dens egen politiske ledelse.

ROSS JACKSON

Noter:
1   Herman Daly: “Free Trade: The Perils of Deregulation”, i Jerry Mander og   Edward Goldsmith (red.): The Case Against the Global Economy, (San Francisco, Sierra Club Books, 1996), s. 232.
2.  Adam Smith: The Wealth of Nations, (1776; genoptrykt af Pelican Books,
1977).
3.  Herman Daly: “Sustainable Growth? No Thank You”, i Mander og Goldsmith
(see 1), s. 193.
4.   PM Vitousek et. Al, “Human Appropriation of the Products of Photosynthesis”, Bioscience 37 (4), 1986.
5.   Paul H. Ray: “The Integral Culture Survey: A Study of the Emergence of
Transformational Value in America”, (forskningsopgave sponsoreret  af Fetzer Instituttet og Institute of Noetic Sciences, 1996).