En bedre verden er mulig og nødvendig!
Af professor Jesper Jespersen Roskilde Universitet (jesperj@ruc.dk). Anmeldelsen bringes i Landsforeningen for Økosamfunds nyhedsbrev, oktober 2013 og kan læses på deres hjemmeside.
Ross Jackson minder på mange måder om den internationalt kendte finansmand og mæcen George Soros. Han har tjent godt på at forstå og arbejde i den finansielle sektor. De har derigennem begge demonstreret, at de har en god indsigt i ikke mindst det internationale finansielle system, hvor de har tjent deres mange penge ved at være (mindst) et hestehoved foran koblet af ordinære spekulanter. Jeg lytter af oplagte årsager hellere til personer, der i praksis har vist, at de forstår sig på, hvordan verdensøkonomien fungerer i praksis.
Dernæst har jeg respekt for personer, der ikke udnytter denne indsigt udelukkende til egen vinding; tværtimod gælder det for både Soros og for Jackson, at de med rund hånd deler ud af deres viden og af deres penge i et oprigtigt ønske om at gøre livsvilkårene for hele klodens befolkning mere retfærdige og tålelige – ikke mindst for de milliarder af mennesker, der stadig går sultne i seng hver dag.
Men så skilles deres veje også, hvilket er hovedtemaet i bogen. Ross er optaget af at forklare Gaia-paradigmet, som en mulig forståelsesramme for Jordens (Gaia’s) udvikling – i betydningen hele kloden. Menneskehedens livsvilkår kan i hans optik ikke forstås isoleret fra Jorden i al dens fysiske og biologiske mangfoldighed. Gaia-paradigmet visualiseres af det ofte reproducerede foto af Jorden taget fra en rumsonde, hvor kloden tydeligt fremstår som en helhed i form af den ’blå planet’. Det er Gaia-paradigmets idémæssige afsæt, at alt på Jorden (menneskene og naturen) og omkring Jorden (atmosfæren) hænger organisk sammen. Ross henter inspiration til sit Gaia-paradigme fra den britiske atmosfærekemiker James Lovelock, der i 1970erne udviklede sin Gaia-teori, hvori det begrundes, at Jordens udvikling skal analyseres som ’et selvregulerende komplekst system, der søger imod en fysisk og kemisk balance, der er optimalt for liv. Reguleringen finder sted igennem mange komplekse feedbackmekanismer’, s. 191. Idéen er, at hele Gaia-systemet: menneskene, naturen og atmosfæren udgør en helhed, der gensidigt påvirker hinanden. Forhåbentligt på en sådan måde, at uligevægte korrigeres tilstrækkeligt hurtigt, så ikke hele systemet kæntrer. Lovelock har ligefrem udviklet den hypotese, at ’hvis Gaia er et selvregulerende system, der kan beskrives ved homeostase (selvregulerende livsbetingelser), så må det spørgsmål stilles, om Jorden som en helhed er et levende system?’ s. 193.
Det er helt åbenbart, at Jackson føler sig tiltrukket af Gaia-paradigmet, hvilke er baggrunden for den optimistiske tone, der anslås i bogens konklusion. En optimisme, som læsning af de første 8 kapitler bestemt ikke kan give megen anledning til. Tværtimod, heri opregnes og belyses den stribe af ubalancer, som ikke mindst den befolkningsmæssige og økonomiske vækst igennem de seneste to hundrede år har forårsaget. Det ligner mest af alt en massiv rovdrift på moder Jords natur og ligeså massiv forurening af atmosfæren. Dreven frem af en menneskelig grådighed og af maksimalt misforståede økonomiske teorier med hensyn til bæredygtig udvikling. Dette synderegister er allerede velkendt. I Jacksons beskrivelse af, at klodens udvikling tilsyneladende har retning mod et direkte sammenbrud både økonomisk og økologisk minder bogen om bl.a. Rom-klubbens bog ’Grænser for vækst’ fra 1970 med løbende opdateringer af, at det truende sammenbrud rykker nærmere.
Jackson lægger hertil en beskrivelse af bankernes og de finansielle markeders ustabilitet, der fremskynder det traditionelle økonomiske systems sammenbrud. I dette afsnit introduceres et nyt analytisk begreb ’korporatokratiet’ (ikke ligefrem et mundret begreb). Jackson trækker her på sit mangeårige kendskab til det økonomiske og ikke mindst det internationale finansielle systems funktioner. Han ved af egen erfaring, hvordan ’big business’ og ’big finance’ tænker og agerer i en verdensøkonomi, der i stigende grad er præget af en nyliberal dagsorden. Grådigheden, uligheden og jagten på en ekstra profit kender ingen moralske grænser. I dag er det ’korporatokratiet’ (en mindre kreds af erhvervsledere, bl.a. organiseret i European Round-table og i de største banker, der tæller medlemmer af den amerikanske regering, samt EU-kommissærer), der, ifølge Jackson, dominerer den politiske proces i Washington og i Bruxelles. I dag er det blevet så dyrt at føre en succesfuld valgkamp i USA, at de såkaldt folkevalgte medlemmer af Kongressen er så forgældede, at de bliver nødt til at rette deres stemmeafgivning ind efter kreditorernes ønsker. Herved bliver det politiske system til en samling marionetter for korporatokratiet, (der også omfatter dele af den internationale og nationale administration f.eks. WTO, IMF, World Bank, Nato og CIA) s. 181.
Nået hertil i bogen er pessimismen monumental. Det økonomiske og økologiske sammenbrud synes uundgåeligt. Det økonomiske system må bryde sammen. Manglen på ressourcer og forurening af atmosfæren sætter simpelthen en fysisk grænse, der bliver snævre og snævre, og som løbende bekræftes af FNs Klimapanel. Ingen kan af gode grunde vide noget med sikkerhed, hvilken form og hvor omfattende dette sammenbrud vil blive; men det må komme.
Så er det befriende, at Jackson med afsæt i Gaia-teorien insisterer på at være optimist. Og han har også noget at have sin optimisme i; for der er allerede i dag et væld af idéer, som ville kunne transformere dette korpo-økonomiske system i en bæredygtig retning, uden at nogen af den grund ville komme til at lide nød – tværtimod. Hvis bare lokalsamfundene ville begynde at udbygge de mere (jord)nære sociale og økonomiske relationer, så ville indflydelsen fra big business og de centrale politiske myndigheder reduceres. Lokalsamfundene både kan og mange vil heldigvis allerede i dag helst selv (i demokratiet navn!). Eksemplerne er utallige, og de vinder frem i form af økologiske og sociale produktionsprocesser, hvor fællesskabets velfærd går forud for egennytte og profit. Lokale penge kan bidrage til denne proces; for derigennem at bryde finanskapitalens magt. Så længe den politiske magt er i lommen på det (som Jackson er tæt på at kalde ’kleptokratiet’), må ’revolutionen’ vokse op nedefra fra lokalsamfundene. Det er naivt at forvente nogle afgørende politiske initiativer fra Washington, Bruxelles eller for den sags skyld Christiansborg, så længe konkurrencestaten er det alt dominerende paradigme. Derfor må det blive på folkets initiativ at korporatokratiets magt brydes, hvilket for alle vil være bedre end at vente på, at korpo-økonomien helt ukontrollabelt bryder sammen på et senere tidspunkt.
For det andet fastholder Jackson, at ’fornuften’ må sejre over dette korporatekniske snæversyn. Flere og flere undersøgelser viser, at den øgede ulighed både nationalt og internationalt forringer livsvilkårene ikke alene for almindelige mennesker, men også for den økonomiske overklasse, der bliver mere og mere isoleret (og frygtsom).
Bogens afsluttende tredjedel beskriver en ’gaiansk verdensorden’ efterfulgt af en række eksempler på lande, institutioner og initiativer, der allerede i dag peger mod en ændret verdensorden. Gaia-paradigmet bygger som nævnt på en holistisk tænkning. De institutioner, som Gaia-samfundene skal organiseres efter, skal være designet ud fra et ønske om ’seriøs bæredygtighed’, hvor mennesker, naturen og atmosfæren indgår i en dynamisk, men stabil gensidighed. Mange af de institutioner, der eksisterer i FN-regi, men også regionalt, f.eks. EU kan fortsat udgøre vigtige elementer i den nye gaianske verdensorden. Deres ’formålsparagraffer’ skal blot respecificeres. International handel organiseret inden for WTO må ikke længere udgøre en miljøbelastning eller bidrage til at øge fattigdom i noget medlemsland. IMF skal sikre at international kapital gør mest mulig gavn, at den flyder derhen, hvor der er mest gaiansk brug for dem – ikke der hvor profitten er højest. Øko-samfund skal styrkes på lokalt plan – hvilket i første omgang må ske på privat basis, indtil korporatokratiets politiske dominans er brudt.
Hvis Gaia-teorien er korrekt, så skal kloden – set under ét – nok overleve, selv om den menneskelige ufornuft fortsætter i adskillige årtier. Men jeg forstår godt, at Jackson med sin bog og gennem sine personlige Gaia-initiativer ønsker at fremskynde overgangen fra det eksisterende økonomiske paradigme, der overgangsvist vil destabilisere Gaia. Fokus skal flyttes fra det økonomiske hensyn til det økologiske perspektiv. Jo længere det varer inden denne transformation helhjertet indledes (og forstås), desto hårde bliver sammenbruddet, navnlig for de i forvejen mest udsatte mennesker og miljøer. Men ingen vil kunne sige sig fri for at blive berørt af dette kollaps.
For mig at se er det egentlige problem, at den samfundsmæssige ’fornuft’, der i dag dikteres af den korporatokratiet elite, i virkeligheden skader et stort flertal af befolkningen, men alligevel er de demokratiske institutioner nationalt og internationalt for svage til at ændre på dette forhold.
Jeg kan derfor varmt anbefale bogen; for uanset om man er optimist eller pessimist, så vil initiativer, der trækker den økonomiske udvikling (og den politiske beslutningsstruktur) i en mere demokratisk retning, som Jackson beskriver, være en absolut fordel for alle, også for korporatokratiet – det magter blot ikke selv at ændre denne for alle fatale udvikling.
