Der ER et alternativ

oktober 2003

Der ER et alternativ

af Ross Jackson

Tilhængerne af den kommercielle globalisering gentager ofte at kritikerne ikke har noget realistisk alternativ til den herskende neo-liberale økonomiske system. Denne artikel præsenterer en skitse til et alternativ — og hvad der er endnu vigtigere —  et realistisk scenarie for hvordan dette alternativ kan blive til virkelighed.

—————————–

Men allerførst en kort omrids af det grundlæggende problemmed det nuværende økonomiske system, som normalt omtales som neo-liberalisme. Denne økonomiske ideologi hævder at den bygger på Adam Smiths klassiske økonomiske principper, specielt ideen om “den usynlige hånd”, som siger at den person, der optimerer sine egne økonomiske interesser også optimerer hele samfundets interesser. (“Grådighed er godt”).  Den ide danner baggrund for påstanden om, at et system med frihandel og selvregulerende markeder uden indblanding fra regeringer vil gavne hele menneskeheden. Men der er mange problemer med denne påstand.

Det er efterhånden veldokumenteret, at lige det modsatte er tilfældet. Væksten er mindre end tidligere, og de fremskridt der er opnået, har kun gavnet en lille minoritet af allerede rige ejere og ledere af kæmpe kommercielle virksomheder samtidig med, at miljøet stadig forringes og sociale netværk nedbrydes jorden over. Hvad vi her ser, er ikke så meget vækst, som det er tyveri — en illusorisk vækst, som ikke er bæredygtig og først og fremmest er baseret på at ekstrahere værdi fra miljøet og de fattige og magtesløse.

Faktisk afviger det system vi har i dag på tre områder fra Adam Smiths klassiske økonomi, som det hævder at bygge på. Bare en af disse afvigelser er nok til at afsløre neo-liberalismens løfter som ”den store løgn i vor tid”.

For det første var Adam Smiths model baseret på forudsætningen om,  at markedet består af små købere og sælgere som er ude af stand til at påvirke priser og politikere. Men det neo-liberalistiske system tillader enorme internationale virksomheder, der ikke blot påvirker priser og køber politikere, men også forminsker konkurrence med misbrug af patentbeskyttelsesreglerne og karteldannelse, ødelægger små konkurrenter og tryner deres egne leverandøre med deres økonomiske magt, og forlanger offentlig tilskud fra både hjemlige og udenlandske regeringer.

For det andet afspejler priserne i det neo-liberale system ikke produktionens totale omkostninger. Priserne bør også inkludere produktionens indirekte sociale- og miljøomkostninger ifølge den klassiske økonomiske teori. Resultatet er en fejlagtige anvendelse af ressourcer, som altid sker, når priserne er ukorrekte. Som IT-industrien siger det: ”Garbage in — garbage out”. Hvis man fodrer en model eller et system med forkerte data får man et forkert svar. Resultatet er bl.a. at vi producerer for mange produkter, som skader miljøet og ødelægger lokalsamfund og for få, der gavner.

For det tredie har kapitalens ubegrænsede bevægelighed tværs over nationale grænser, som de neo-liberale insisterer på, ingen begrundelse hverken i økonomisk videnskab eller i empiriske studier, hvilket bl.a. Joseph Stiglitz, Nobelpristager og forhenværende cheføkonom i Verdensbanken, har påpeget. Det er simpelthen en bekvemmelighed for de store internationale investorer — primært de store amerikanske investeringsbanker og spekulative fonde, som ønsker at kunne trække deres penge ud af et land hurtigt, når de ser en bedre mulighed et andet sted. Faren er blevet klart dokumenteret i de finansielle kriser i Malaysia, Indonesien, Thailand, Sydkorea,  Rusland, Brasilien og Argentina over de sidste 5 år. Disse pludselige kapitalbevægelser skaber en enorm instabilitet på de finansielle markeder og ødelægger ellers sunde økonomier i processen fordi vores evne til at overføre data elektronisk langt overstige aktie- og valutamarkedets evne til at absorbere det massive kortvarige pres. Resultatet er en voksende kløft mellem rige og fattige i landene og mellem landene idet det er de mest velhavende som alene få fordel af systemet, mens alle andre betaler regningen.

WTO

Ved at gå ind i Verdens Handels Organisationen (WTO) i 1995 overgav alle lande automatisk en væsentlig del af deres selvbestemmelse til fremmede firmaer, selv om meget få mennesker — politikerne indbefattet — overhovedet er klar over dette, da det skete med beskeden eller slet ingen forudgående offentlig debat. WTO-reglerne forhindrer forbrugere i at få at vide, hvor et produkt er lavet og hvordan det er lavet. Er det produceret af underbetalte tredieverdensarbejdere under uacceptable arbejdsforhold? Er det produceret med anvendelse af metoder der fører til miljøforurening? Vi behøver ikke give oplysningerne, siger WTO — den oplysning kunne stille en fremmed importør dårligere end ellers. Dette er fulstændig absurd. Hvordan kan man tale om  bæredygtig udvikling og social retfærdighed, hvis borgerne ikke har nogen kontrol over produktionsmetoden af de varer, der sælges i deres lokale butikker? Og hvorfor skulle fremmede kommercielle firmaer have mere at sige end et lands borger? Der er ikke nogen incentiv for noget firma til at producere bæredygtigt og socialt ansvarligt under WTO-regimet, som simpelthen er destruktivt for samfundet.

Forandringsstrategier

Forskellige forslag er blevet stillet af velmenende aktivister, såsom en reform af WTO og IMF (Valutafonden) for at gøre dem mere demokratiske og kontollerbare; eller etablering af et globalt parlament eller verdensregering til at løse konflikter. Alle disse forslag har én fatal forudsætning — USA skal give deres samtykke. Efter min overbevisning vil det aldrig ske, fordi det nuværende system i realiteten er en forlængelse af USAs magt, kontolleres af dem og tjener deres interesse. Der er kun én måde at relle forandringer kan ske, hvis man ser bort fra en større økologisk eller finansiel katastrofe. En eller flere nationalstater bliver nødt til at erklære at de vil handle anderledes fra nu af. De  vil vælge en anden vej end den nuværende ”pengebaserede vej”, nemlig en ”livsbaseret vej” der prioriterer mennesker og miljø over kommercielle interesser, og de vil gøre det sammen. De vil sammen bryde ud af det neo-liberalistiske system en gang for alle. Det er på denne måde det kan ske, hvis det overhoved kommer til at ske. Sagt med andre ord, må nogle få modige stater træde frem og vise virkeligt lederskab — muligvis endda et enkelt land. Kun en ting er sikker. Det vil ikke ske ved en beslutning på et internationalt topmøde eller ved ny floromvundne deklarationer.

Farvel WTO; Hello GTO

Det første nødvendige skridt for pionererne på den ”livsbaserede vej” vil være at forlade WTO med 6 måneders varsel og danne en ny organisation. Lad os for at give den et navn kalde den ”Gaian Trade Organisation” (GTO) for at afspejle stifternes forpligtelse over for det globale fællesskab. Som det burde stå klart fra ovenstående, indbefatter WTO selve essensen af den virksomhedsbaserede globalisering og alle dens relaterede onder. Indenfor WTO-regimet er meningsfulde reformer umulige.

De foreslåede principper for GTO er:

(1) Medlemmerne prioriterer miljø- og sociale faktorer over handelsfaktorer med det formål at forbedre tilværelsen for befolkningen. Til dette formål skrottes det traditionelle vækstmål — bruttonationalproduktet (BNP), der erstattes af en af de nyere  mål såsom  ”Genuine Progress Indicator ” (GPI) eller ”Index of Sustainable Economic Welfare” (ISEW), der justerer BNP for dens negative faktorer og derved udtrykker et mere korrekt mål for hvordan samfundet reelt udvikler sig (i øvrigt p.t. negativt med ca. 6% per år). Hver medlemstat har ret til at regulere kapitalbevægelser, udenlandske investeringer og udenlandske virksomheders adgang til hjemmemarkedet og statens ressourcer. Hvert medlem kan frit forhandle bilaterale eller multilaterale handelsaftaler med andre lande.
(2) GTO medlemmer er af den overbevisning at kommercielle virksomheder — både hjemlige og udenlandske — har forpligtelser, som skal opfyldes som en betingelse for at få lov til at operere eller sælge deres produkter i et medlemsland. Kravene til virksomhederne omfatter (a) fuld åbenhed om stedet og metoden for produktionen af alle varer, der skal sælges og (b) fuld åbenhed om firmaets produktionsmetoder, hvad angår både miljø og sociale forhold (c) dokumentation for at et produkt ikke er en trusel mod miløjet eller helbredet. Produkter, der lever op til kravene får et specielt GTO øko-mærke. Medlemmer kan, efter egen beslutning, som dog skal være begrundet, nægte adgang til deres hjemmemarked for et firma, produkt eller land eller lægge told på sådanne produkter, som tillades, for at kompensere for mangler i miljø- eller sociale standarder i forhold til hvad der kræves af hjemlige producenter eller af andre udenlandske producenter.
(3) GTO medlemmer vil forhandle reduktioner i told på produkter med øko-mærket for at lette handel med disse emner.
(4) GTO vil lave positiv særbehandling for medlemmer fra  udviklingslandene for at reducere uligheder i indkomstfordelingen.
(5) GTO anerkender medlemslandenes ret og legitime behov for at beskytte deres fødevaresikkerhed, kultur, miljø, nationale sikkerhed, jobsikkerhed og vitale industrier ved at pålægge told eller vedtage andre forholdsregler vedrørende vare- og kapitalbevægelser.
(6) GTO medlemmer respekterer, værdsætter og støtter mangfoldighed i natur, kultur, religion samt den enkelte borgers personlige frihed i selvbestemmende og uafhængige stater med en høj grad af demokratisk folkestyre.
(7) Konflikter mellem et medlemsland og et andet land (hvad enten det er medlem eller ej) kan bringes for et internationalt GTO panel for at få en udtalelse og anbefaling om konfliktløsning. Panelet bør omfatte repræsentanter for handel, miljø og sociale interesser. Det er frivilligt om man vil følge anbefalingerne.

Disse principper ligner på nogle områder de tidligere GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) regler fra før WTO-tiden, f.eks de frivillige handelsaftaler, den positive forskelsbehandling af udviklingslande og konfliktløsningsmekanismen. GATT-reglerne var meget succesfulde og fungerede i ”de gyldne år” for handelsudviklingen (1945-1970). Det bemærkes at udviklingslandene foretrak GATT fremfor WTO. Under GATT var vækstraterne højere end under WTO og endnu højere hvis vi justerer for de negative faktorer i det traditionelle bruttonationalprodukt. Kontrol med kapitalbevægelserne var også standard procedure og ganske vellykket under GATT-perioden.

Læg også mærke til den eksplicitte ret til at beskytte vitale, nationale behov, som landene selv definerer dem. Dette er en afvigelse fra WTO-reglerne, men ikke fra de stærkere WTO-medlemmers faktiske praksis, særlig USA, som anvender en dobbelt standard i holdning til egne nationale interesser i modsætning til andres nationale interesser. Denne GTO-regel er ganske enkelt mere ærlig og skaber mere lige betingelser for stærke og svage medlemmer.

Et vigtigt formål med GTO-reglerne er at belønne virksomheder, som udviser miljømæssig og social ansvarlighed og straffe dem, der ikke gør det.  GTO vil således fremme den præcis modsatte virkning af hvad verden oplever i dag under WTO-regimet. En anden betydningsfuld forskel er at bevisbyrden vendes om hvad angår sundhedsrisiko for produkterne. Disse radikale ændringer skulle gøre det klart, at der ikke er plads til kompromis med WTO-reglerne.

GTO-reglerne vil  føre medlemmerne gradvist mod et bæredygtigt og retfærdigt globalt samfund i modsætning til risikoen for en uretfærdigt fascistisk verden med social apartheid i et ødelagt miljø under WTO. Hvis GTO-pionererne har succes vil andre følge efter, og med tiden vil WTO forsvinde. Det er strategien.

Der er mange andre aspekter af denne strategi som kræver mere plads — flere detaljer om hvilke økonomisk politik, man bør føre; konsekvenser og risici i den nære fremtid; scenarier for hvilke lande, der kunne tænkes at tage initiativet; reaktionen i USA; nødvendigheden af nye politiske partier eller nye programmer hos eksisterende partier; en beskrivelse af de mange igangværende initiativer jorden rundt, som forbereder grobunden, og meget mere.

Livet efter WTO vil ikke blive kedeligt! Vi vil sandsynligvis se en anden Renaissance, som vil mobilisere et hav af kreative kræfter, der får deres styrke fra visionen om et virkeligt retfærdigt, globalt samfund.
————————————

J. T. Ross Jackson er ph.d, økonom, finansmand og formand for den almennyttige fond Gaia Trust. Som specialist i operationsanalyse har han været en af pionererne i IT-industrien i Danmark med særlig erfaring på det internationale  finansmarked. Denne artikel bygger på tanker i bogen Breakaway, som han p.t. skriver på  sammen med Helena Norberg- Hodge.